Det kører forrygende for Andreas Skov Olsen på fodboldbanen i øjeblikket.

Da FC Nordsjælland mandag aften spillede 3-3 i Superliga-kampen mod FC Midtjylland, scorede den 19-årige angrebs-komet to gange, og han står i indeværende sæson nu noteret for 17 fuldtræffere, hvilket er fem færre end FC Københavns Robert Skov på førstepladsen.

»Det er gået over al forventning. Men jeg har ikke travlt med at komme til udlandet. Jeg synes, jeg stadig har en masse ting at lære, og jeg har det altså godt, hvor jeg er,« sagde Andreas Skov Olsen til B.T.s udsendte efter kampen på MCH Arena i Herning.

I samtalen lagde han ikke skjul på, at ambitionerne er høje.

Godsway Donyoh (11) sammen med Andreas Skov Olsen (21) efter en FCN-scoring mod Vejle for 14 dage siden. Vis mere

»Før sæsonen gik i gang, drømte jeg om at lave 10 mål i Superligaen. Siden opjusterede jeg til 15, og nu går jeg efter at nå 20 mål, inden sidste kamp er spillet om et par måneder,« sagde Andreas Skov Olsen.

Sommerens U21-EM, hvor Danmark har mulighed for at sikre sig kvalifikation til OL 2020 i Tokyo, trækker også i ham.

»Det vil være kæmpe stort at blive udtaget, men jeg har altså nogle dygtige konkurrenter. Blandt andet spiller Robert Skov jo samme plads som mig,« sagde Andreas Skov Olsen.

Teenageren koncentrerer sig udelukkende om sin fodboldkarriere i FC Nordsjælland.

Mads Valentin Pedersen (nummer 5) jubler over Andreas Skov Olsens scoring til 2-1, da FC Nordsjælland mandag aften mødte FC Midtjylland i Superligaen. Vis mere

»Jeg nåede ikke at færdiggøre min gymnasieuddannelse. Planen er, at jeg de næste par år skal tage nogle enkeltfag, så jeg har noget andet at tænke og koncentrere mig om end fodbolden,« sagde Andreas Skov Olsen, der mod FC Midtjylland var ekstraordinært tilfreds med sin scoring til 2-1.

»Jeg har endnu ikke set målet på tv, men det føltes, som om jeg ramte den helt perfekt med venstrebenet. Det er vel lidt af en signaturscoring fra min side,« sagde Andreas Skov Olsen med et stort smil.

FCN's cheftræner, Kasper Hjulmand, lagde ikke skjul på, at han ser er stort lys i Andreas Skov Olsen.

»Jeg er voldsomt imponeret over hans arbejdsradius og den måde, han fyrer den af på i hver eneste kamp. De fysiske tal viser, at han både får sprintet igennem og får løbet en helt masse,« sagde Kasper Hjulmand.

FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen i duel med AaB's Jores Okore. Vis mere

Fodboldteknisk er Andreas Skov Olsen ifølge Kasper Hjulmand også et 'pragteksemplar':

»Han er boldfast, og så er hans skud med venstrebenet jo på det nærmeste dødeligt. Han har i denne sæson taget nogle enorme skridt, og jeg er virkelig imponeret over ham.«

Også på det menneskelige plan ser Kasper Hjulmand et stort potentiale i Andreas Skov Olsen.

»Hans personlighed er vokset frem, og han har taget en beslutning om at fokusere maksimalt på sin fodboldkarriere. Han spiser rigtigt, går tidligt i seng og jagter på den måde hele tiden procenter. Det er bestemt ikke tilfældigt, at Andreas i øjeblikket 'peaker'. Hans optur skyldes, at han forbereder sig godt og at han vil dette. Der er mange talenter, men der er knap så mange, der har besluttet at udnytte det maksimalt,« sagde Kasper Hjulmand.

FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand. Vis mere

Hvor langt Andreas Skov Olsen kan nå, turde FCN-træneren dog ikke udtale sig om.

»Det er ikke mig, der sætter begrænsningerne, men der skal stadig meget til for at komme videre,« lød Kasper Hjulmands slutreplik.