Det er næppe set før. Kampen endte 1-1. Holdet ligger nummer seks i ligaen. Og spillerne væltede rundt i armene på hinanden i ren ekstase. Men sådan så det ud i Lyngby, hvor AC Horsens sikrede sig den sjetteplads, der giver adgang til mesterskabsslutspillet, men vigtigst af alt også betyder overlevelse for den lille østjyske klub.

Sådan en præstation forstår de at sætte ord på i Horsens, hvor Bo Henriksen i hver anden sætning varierer mellem 'verdensklasse' og 'fuldstændig fantastisk'. Det har også smittet af på den lykkelige forsvarsspiller Delphin Tshiembe.

»Det kan ikke blive bedre. To gange mod FCK, mod Brøndby, mod Midtjylland, mod Nordsjælland, mod Aalborg. Det bliver ikke større. Vores karrierer kan stikke af herfra. Det er super-fedt, og jeg er glad på spillernes vegne - og trænere, ledere og bestyrelse. Puha, det er fucking fedt,« siger Delphin Tshiembe, der næsten bare skal have lov med egne ord at sætte folk ind i, hvor stort det er for Horsens at være blandt de seks bedste fodboldklubber i Danmark.

»Da vi startede den her sæson, drømte jeg om top seks. Det lykkedes. Alt flaskede sig for os. Så hvorfor ikke drømme stort igen? Nu hedder det top fire - lad os prøve det! Lad os se, om vi kan hente FCK. Give det et skud. Der er ingen grund til, at vi skal slappe af og tabe ti kampe. Nej, for helvede. Vi skal fucking prøve at vinde de her kampe og se, hvor langt det rækker.«

Du lyder næsten helt som Bo Henriksen. Har du været for meget sammen med træneren?

»Nej, overhovedet ikke. Slet ikke. Sådan er jeg bare som type. Når tingene går godt, kan jeg mærke det helt indeni. Det er noget, jeg har visualiseret i mine drømme. Puha, jeg er overlykkelig over, at det er sket, og det er fremragende for spillernes karrierer. Og trænere, fans og byen. Det kan virkelig stikke af herfra.«

Er du den gladeste mand i omklædningsrummet?

»Nej, overhovedet ikke. Der er nogen, der er gladere end mig. Der er nogen, der er helt rørt og har fældet en tåre. Det betyder ekstremt meget,« siger Delphin Tsiembe.

Bo Henriksen så ikke ud til at være manden bag de våde øjne i omklædningrummet. Det halvlange, krøllede hår var til gengæld sjaskvådt af øl.

»Det er topklasse. Men det er klart vores dårligste præstation i sæsonen og klart den dårligste kamp, vi har været vidne til. I fryser sikkert også ad helvedes til. Men mest af alt har vi en fornemmelse af, at vi har lavet noget fuldstændig genialt sammen. Vi har lavet noget unikt ud fra de forudsætninger, vi havde. Vi havde ni spillere i maj sidste år, og nu står vi med et fodboldhold, der spiller om det danske mesterskab. Jeg ved godt, vi ikke er med i kapløbet, men vi kan være med til at afgøre det,« siger Bo Henriksen.

Han havde givet hele holdet frit spil til at fejre den store præstation, men efter landskampspausen kigger han så frem mod et slutspil, hvor han vil irritere de største.

»Nu skal vi til at vinde over de bedste. Vi skal til at vinde over Brøndby, FC København og dem. Vi skal drømme stort, selvom vi godt ved, at vi ikke kommer til at få medaljer. Men vi skal være med til at afgøre det, og vi skal være med til at irritere de andre. Jeg er ikke i tvivl om, at Brøndby er et af de hold, der håbede, at vi ikke kom med. Dem skal vi da ud og drille lidt.«

Hvorfor?

»Vi er jo irriterende at spille imod. Det er vi for alle sammen. FC Midtjylland, Brøndby og for den sags skyld også FC Nordsjælland. Vi er et irriterende fodboldhold at møde, og det skal vi blive endnu bedre til. Vi skal blive endnu mere irriterende. Vi skal øve os i nu at vinde sådan nogle fodboldkampe. Vi har ikke vundet mod top fire-hold. Dem skal vi til at vinde nogle af,« siger Bo Henriksen.