Det kan være et udsat job at være professionel fodboldspiller. For fodbold vækker følelser især hos fans, og når favoritholdet flopper, er der for nogen ikke langt fra tanke til tasterne. Ind på de ansvarliges profiler på de sociale medier og svine dem til.

Tidligere har blandt andre den nu forhenværende OB-spiller Frederik Tingager forklaret, hvordan han gennem længere tid blev chikaneret af fans, og i mandagens udgave af BT og Radio24syvs radioprogram Fodbold FM fortalte så yderligere to superligaprofiler, hvordan den hårde tone har fået dem til at droppe de sociale medier:

»Jeg følger ikke med. Det lærte jeg for længe siden,« siger Sønderjyskes anfører Marc Pedersen i udsendelsen.

»Det gavner sjældent særligt meget. Når det går godt, er det meget sjovt at sidde og kigge lidt, men jeg ved også, at lige så snart det ikke går så godt, så rammer det som en boomerang.«

Så du er ikke på nogen sociale medier længere?

»Jo, men jeg smadrede lige min telefon den anden dag, fordi jeg ikke gad det længere, så lige nu er jeg gået lidt af.«

Også træner Claus Nørgaard har fået fansenes kærlighed at føle, og det har fået ham til at tage konsekvensen:

»I forhold til de social medier følger jeg ikke rigtigt med. Jeg har ikke smadret min telefon endnu ligesom Marc, men jeg har lukket min Facebook-konto. Jeg synes ikke, det gav mig så meget energi i hverdagen de ting, der blev skrevet.«

Der var simpelthen for mange, der skrev dårlige ting?

»Ja, og jeg blev bare træt af det til sidst, så nu har jeg lidt mere tid i hverdagen til at planlægge, hvad vi skal lave - og til familien.«

Sønderjyskes rutinerede venstre back, Simon Poulsen, har været professionel, siden før de sociale medier vandt frem og derfor oplevet udviklingen, som han ikke tøver med at kalde negativ:

»Det er blevet voldsommere. Det er blevet nemmere for folk at gemme sig bag en skærm og svine os til, og jeg synes, tonen har været for hård. Jeg ved, at vi lever i en tid, hvor det hører sig til, men jeg synes, at det til tider går langt over grænsen,« siger han til radioprogrammet.

Du kan høre klippet, hvor Sønderjyskes folk taler om tonen på de sociale medier øverst i artiklen og hele Fodbold FMs særudsendelse om superligaklubben her: