»Henrik Dalsgaard skal dø.«

Sådan lød det blandt andet fra lægterne, da den danske back sammen med FC Midtjylland gæstede Aalborg Stadion lørdag aften. I 2016 forlod Dalsgaard AaB efter flere succesrige sæsoner, men det betød ikke, at han ligefrem blev taget pænt imod ved sin tilbagekomst.

I stedet blev han mødt af aggressive tilråb og sange samt buhråb fra hjemmeholdets fans, og det behager ikke ligefrem FC Midtjyllands målmand Jonas Lössl, der er tyet til tasterne.

'Sæsonens første sejr … Et slag for ordentlighed. Jeg sidder her med min nye holdkammerat, en gammel AaB legende med flere end 200 kampe og en “'double'. Jeg er chokeret over den behandling og modtagelse han fik af nogle fans, som jo egentlig burde stå ham nært – sløjt AaB!', skriver den danske landsholdsreserve på sin Twitter-profil.

FC Midtjyllands Henrik Dalsgaard (til venstre) fik en hård behandling fra AaBs fans.
FC Midtjyllands Henrik Dalsgaard (til venstre) fik en hård behandling fra AaBs fans. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Samme melding kommer fra midtjydernes anfører, Erik Sviatchenko:

'Hvor er den respekt og gode tone? De ord er ALT for meget og totalt håbløst. Han er far, et menneske. Pinlig opførsel!', skriver han på Twitter.

Selv ærgrer den tidligere Brentford-back sig over modtagelsen fra den klub, han spillede i fra 2008 til 2016.

»Jeg havde nok ikke forventet, at de synes, jeg skal dø. Det var lidt voldsomt. Jeg havde måske håbet, at nogen af dem tog lidt bedre imod mig,« sagde Dalsgaard til Ritzau efter kampen og fortsatte:

»Det er fodbold, og vi er jo rivaler. Så skidt med det. Jeg forstår det godt, men jeg har aldrig sagt noget ondt om AaB. Så havde det været en anden historie.«

Han fortalte samtidig pressen, at han faktisk var i dialog med AaB, da det blev klart, at det var tid til at finde en ny klub. Her var meldingen dog, at klubben ikke havde interesse i at hente den 31-årige forsvarsspiller tilbage.

Henrik Dalsgaard og FC Midtjylland havde dog noget andet at glæde sig over, da lørdagens opgør endte med en 1-0-sejr.

Det betyder også, at FC Midtjylland nu har hentet sine første tre point i den nye Superliga-sæson, efter de i første spillerunde tabte 1-2 til OB.