Provokationer i konflikten mellem albanere og serbere har før fået det til at gå amok på fodboldbaner.

Og søndag fik OBs serbiske midtstopper, Mihajlo Ivancevic, også sådan en provokation at forholde sig til fra lægterne i Parken.

For da han var på vej mod et tidligt bad efter et rødt kort midt i anden halvleg, viste en tilskuer på lægterne et håndtegn med relation til konflikten – og det fik en meningsudveksling til at finde sted mellem tilskueren og Ivancevic.

»Folk, der så, hvad han viste til mig, de ved måske, hvad det betyder for mig. Måske gør de ikke. Jeg vil ikke sige så meget om det,« lød det i første omgang, da B.T. spurgte Ivancevic om episoden.

De schweiziske spillere med albansk baggrund, Xherdan Shaqiri og Granit Xhaka, har før sat ild til konflikten mellem albanere og serbere på fodboldbanen. Her ses de to ved VM i 2018, hvor de former 'den albanske ørn' med deres hænder.
De schweiziske spillere med albansk baggrund, Xherdan Shaqiri og Granit Xhaka, har før sat ild til konflikten mellem albanere og serbere på fodboldbanen. Her ses de to ved VM i 2018, hvor de former 'den albanske ørn' med deres hænder. Foto: LAURENT GILLIERON
Vis mere

Men spurgt yderligere ind til meningsudvekslingen gjorde OB-profilen det klart, at den slags hører ikke hjemme på fodboldstadioner.

»Det er så respektløst. Det hører ingen steder hjemme på et fodboldstadion og sådan et sted her,« siger han og tilføjer om situationen:

»Jeg forlod banen, og jeg så så, hvad han viste til mig. Det var ikke noget specielt, jeg råbte ad ham. Jeg så, hvad han gjorde, og begyndte bare at grine af ham.«

Oven i den konflikt måtte Mihajlo Ivancevic også forholde sig til et 0-7-nederlag og et rødt kort, der tog tungt på midtstopperens humør.

»Jeg har aldrig oplevet noget som det her. Jeg har det så dårligt, så dårligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men vi må bare blive ved med at kæmpe hårdt. En dag som i dag kan ske nogle gange i livet – nu må vi bare acceptere det og se fremad.«

Du kan læse B.T.s dom fra opgøret i Parken lige HER.