Sommeren 2016. Det var første udløbstermin for Tommy Bechmann i Sønderjyske. Men holdet kæmpede sig til en sølvmedalje og de eftertragtede pladser i Europa League, og det betød, at den erfarne angriber forlængede med et ekstra år.

Så det blev hverken sommeren 2016 eller sommeren 2017, fansene i Sønderjyske skulle klappe Tommy Bechmann af banen. De færreste vidste derimod, at hans optræden 9. december sidste år, ville blive hans sidste i Superligaen.

Efter en skade i knæet blev Tommy Bechmann opereret i efteråret, og det har kostet hårdt slid at komme tilbage. Den hårde vej tilbage var dog det hele værd, mener han, for så fik han afsluttet karrieren ordentligt.

»Jeg startede inde og fik meget spilletid i min sidste kamp, og det er jeg super glad og stolt over. Jeg fik lov at slutte på banen og ikke udenfor med en skade eller på bænken,« siger han til BT.

Han kalder ’pensionist-tilværelsen’ spændende, for tiden skal ikke kun bruges på at færdiggøre en bachelor i erhvervsøkonomi. Lidt bold i den lokale fodboldklub og træning af golfsvinget skal suppleres med kritik af superliga-holdene.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Hos Discovery stod et ekspert-job ledigt, og den erfarne angriber er klar til at træde ind i en ukendt verden.

Der var ingen tvivl i sindet. Canal 9 skulle bruge ham, og det takker man ikke bare sådan nej til.

»Muligheden var åben for at komme ind nu, og jeg har også kunnet mærke her det sidste halve år, at det har været lidt tungt for mig og specielt efter min skade. Det har været svært for mig at finde motivationen for at arbejde så hårdt, som jeg skulle. Så derfor synes jeg, det var på rette tid. Da muligheden bød sig, var jeg ikke i tvivl.«

Det bliver ikke hvilken som helst kamp, Tommy Bechmann skal begynde med. Han lægger ud i den velkendte ende, når de tidligere holdkammerater fra Sønderjyske tager til Esbjerg 17. februar. Og det bliver en spændende, ny udfordring, hvor der skal peges lidt mere fingre af spillerne, fortæller han:

»Det er måske en fordel, fordi jeg kender spillerne rigtigt godt, og det er måske en god måde at komme i gang på. Jeg skal have de objektive briller på og komme med kritik af tidligere holdkammerater. Det bliver nok den største udfordring. Men det tror jeg nu nok, jeg skal komme mig over,« siger Bechmann.