Som man ser Randers-profilen Vito Hammershøy-Mistrati præstere i øjeblikket, er det svært at forestille ham have været i mentale problemer i den indeværende sæson.

At han manglede troen på sig selv og var så hårdt ramt øverst oppe, at han dårligt kunne glæde sig på sine holdkammeraters vegne.

I øjeblikket er det nemlig ham, de tiljubler ved scoringer, og i seneste kamp mod Esbjerg lavede han karrierens første hattrick og kunne som den mest scorende spiller i slutspilsgruppen notere mål nummer fem i seks kampe.

»Jeg tror ikke rigtigt, det kan forklares med andet end selvtillid. Når du først sparker den første ind, sparker du også den anden, tredje, fjerde og femte ind. Så er man bare på en bølge. Og det er det, jeg er ude for, men man skal nok ikke forvente, at jeg laver kasser i hver kamp, selv om jeg selvfølgelig søger målet mere nu, end jeg har gjort,« siger den pludseligt farlige midtbanespiller Vito Hammershøy-Mistrati, der fik sig en førstegangsoplevelse i sidste kamp.

Vito Hammershøy-Mistrati var mentalt ramt i oktober.
Vito Hammershøy-Mistrati var mentalt ramt i oktober. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg kan ikke engang huske, at jeg har scoret to mål i en kamp før - det var virkelig fedt at score hattrick. Jeg har da også hørt for, at jeg ikke har energi til at presse op, men at jeg kunne godt løbe hele vejen ned og score i overtiden. Selvfølgelig finder man den slags energi, når man kan score hattrick. Bagefter fik jeg alle drengene til at skrive autografer på bolden, så det er gjort, som det skal gøres. Det er mit største personlige minde,« lyder det fra den selvtillidsfyldte Randers-spiller.

Han er i gang med sin første sæson i klubben, efter han blev købt fri hos naboerne fra Hobro, og lige fra begyndelsen gik han ind og blev en dominerende brik på holdet.

Men spillet fulgte ikke med forventningerne fra både ham selv og cheftræner Thomas Thomasberg, og så ramte den 28-årige spiller en mur så hård, at han gik til sin agent med problemerne.

»Jeg har ligesom så mange andre haft det svært med Mental Coaches, for hvad fanden skulle én, der ikke ved en skid om mig, fortælle mig? Så jeg ville blive bedre, men jeg var bare på et stadie, hvor jeg havde det rigtig svært i Randers, og så kom jeg til et punkt omkring oktober, hvor jeg var klar til hvad som helst,« siger han og tilføjer:

»Jeg ville ikke have en mentaltræner, som så mange andre spillere har, så min agent Alan Hvedehave introducerede mig for en psykoterapeut, og så begyndte vi tre at snakke om tingene. Min psykoterapeut snakker jeg faktisk slet ikke fodbold med. Vi snakker bare sammen om de ting, der irriterer mig, og det har så også hjulpet mig på banen.«

Er det forkert at sige, at du var mentalt ramt?

»Nej, det er sgu rigtigt nok. Det var ikke sådan, at jeg ikke var glad og ikke kunne sove i hverdagen, men jeg spillede ikke det spil, jeg ved, jeg kan. Jeg var bare bange for at lave fejl og tage chancer på banen. Og det irriterede mig,« siger Vito Hammershøy-Mistrati og fortsætter:

»På det tidspunkt var jeg kørt ud af holdet, og det var egentlig helt fint, for jeg havde ikke været god nok, og holdet vandt syv kampe i streg, så der var det virkelig svært at komme på holdet igen. Det ramte mig. Og det var svært for mig at stå og juble efter en kamp, når jeg ikke følte, at jeg havde bidraget med det, jeg gerne vil.«

Vito Hammershøy-Mistrati scorede hattrick i seneste Superliga-kamp.
Vito Hammershøy-Mistrati scorede hattrick i seneste Superliga-kamp. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

I dag føler Vito Hammershøy-Mistrati sig mere robust.

»Det er ikke, fordi jeg bare har spillet samtlige kampe siden, for jeg har været på bænken, men nu tackler jeg det bare helt anderledes og snakker med de to om det. I stedet for at lade mig gå på af det,« forklarer Vito Hammershøy-Mistrati, der lørdag løber på banen i et yderst vigtigt opgør mod OB.

Hvis håbet om europæisk fodbold igen i næste sæson skal blive til virkelighed, kræver det en samlet sejr over fynboerne i de to vind eller forsvind-kampe.

»Det bliver nogle sjove kampe. Jeg tror, at begge hold kommer til at spille ret frit, fordi der er noget at spille om igen. Både OB og vi har haft lang tid uden noget på spil rigtigt, så jeg tror, at begge hold er ekstremt sultne, fordi vi måske har spillet lidt med nogle reserver på det sidste, og det har OB også. Så det bliver sjovt og fedt med fuld fart fremad igen,« siger han og tilføjer:

»Vi vil som klub rigtig gerne vinde denne her og gå videre, så vi i hvert fald slutter i top otte. Og så må vi se, om vi ikke kan komme i Europa igen. Det er i hvert fald ikke fuldstændig urealistisk at slå OB og Horsens. Hvis vi som klub skal vokse, er det vigtigt at vinde de her kampe,« slutter han.

Kampen mellem Randers og OB bliver fløjtet i gang klokken 18.00 og kan følges på bt.dk.