Det ser så småt ud til, at Jens Martin Gammelby har fundet melodien i Brøndby. Backen mener selv, at samarbejdet med Hjörtur Hermannsson gør ham bedre.

Hvad der i første omgang lignede et drømmeskifte for Jens Martin Gammelby fra Silkeborg til Brøndby i sommer, startede som lidt af et mareridt for højrebacken.

Men det er der blevet lavet om på i det nye år, hvor den tidligere Silkeborg-profil har spillet sig til en fast plads på holdet og har forbedret sine præstationer. Og en af grundene til det er ifølge Gammelby samspillet med holdkammeraten Hjörtur Hermannsson, som bærer frugt for tiden.

»Det bliver meget bedre. Jeg har en rigtig god makker i Hjörtur (Hermannsson, red.). Jeg synes virkelig han er god til at spille mig åben i nogle gode situationer. Mod AC Horsens mødte vi en modstander, der gør tingene lidt anderledes, men mod AaB var det meget bedre. Det kommer og jeg får flere og flere af de situationer, jeg gerne vil i, hvor jeg kan komme en-mod-en,« udtaler højre backen til Brøndby-sitet 3point.dk.

Gammelby fortæller desuden, at han føler, at han har fået langt mere selvtillid, og at det ligeledes kan ses på hans præstationer på banen:

»Det skal der til i min situation. Jeg har brug for selvtillid, men jeg vil også have mere endnu og jeg KAN mere. Det higer jeg virkelig efter at vise. Jeg vil gerne i endnu flere situationer, hvor jeg kan komme en-mod-en.«

I søndags sikrede Brøndby sig en plads i mesterskabsspillet med en 3-1-sejr over Horsens.

De spiller deres første af 10 afsluttende kampe den 29. marts mod OB.