Om en god måneds tid sparkes forårssæonen i Superligaen i gang.

Rundt omkring i de danske Superliga-klubber er der gjort klar til forbederelserne i januar, der byder på alt fra teambuilding, træningslejr og ikke mindst et transfervindue.

Her får du det store overblik over alle 14 Superliga-klubber, vigtige datoer og hvordan de forbereder sig på forårspremieren til februar.

Bo Henriksen og hans mandskab tager hul på januars forbederelser, når truppen møder ind efter julepausen den 9. januar. Her byder optakten til forårspremieren den 10. februar, hvor holdet gæster Hobro kokken klokken 12, på både testkampe og træningslejr.

Program

16. januar: Træningskamp mod FC Fredericia.

4. februar: Træningskamp mod Silkeborg.

23. januar-2. februar: Træningslejr i Tyrkiet inklusive træningskampe, der endnu ikke er fastlagt.

For Horsens-profilen Jonas Borring har juletiden og nytåret budt på tid sammen med familien. Den 33-årige fejrede nytår på Gran Canaria.

De rød-hvide fra det nordjyske møder ind den 7. januar efter en god juleferie. AaB rundede efteråret af med en 2-1-sejr over OB.  I AaB-lejren er der optimisme, og sportsdirektør Allan Gaarde glæder sig over udviklingen i klubben, særligt den nye cheftræner, Jacob Friis:

»Nu har Jacob Friis og det nye trænerteam muligheden for at sætte deres præg på nogle større ting. Han har taget det rum og den plads, han har fået, og udfyldt det på en fantastisk god måde. Fodbold er en finurlig ting. Nogle gange skal der meget små ting til for, at der sker helt vildt meget, og det synes jeg også er sket,« fortæller Allan Gaarde, der betragter valget af Jacob Friis samt teamet omkring ham som 'de vigtigste transfers', AaB har lavet og kommer til at lave i tranfservinduet.

»At få sat holdet rundt om Jacob har været det vigtigste, og det har vi fået plads. Vi har det hold, vi gerne vil have, og vi har ikke ambitioner om at skulle hente nye spillere. Det kan være, der er en spiller eller to, der kommer til at forlade os, men det er ikke afklaret endnu.«

Program

11. januar: KMD Cup i Ceres Arena, Aarhus.

12. januar: Træningskamp mod Hobro.

15. januar: Træningskamp mod Thisted FC.

21.-30. januar: Træningslejr i Belek, Tyrkiet inklusive to træningskampe for Superligaholdet og to reserveholdskampe.

AaB tager hul på Superliga-foråret den 10. februar, hvor nordjyderne tager imod Randers klokken 14. Og spillerne har nydt juleferien, heriblandt den hjemvendte profil Lucas Andersen, der har nydt juledagene under varmere himmelstrøg i Dubai.

AGF kunne gå på julepause med en 1-0-sejr over Hobro og indtager ligaens øjeblikkelige 10. plads. Når David Nielsen og hans mandskab møder ind på Fredensvang den 7. januar efter juleferien, venter der flere intense træningsuger.

Program

11. januar: KMD Cup i Ceres Arena, Aarhus.

15. januar: Træningskamp hjemme mod OB.

19. januar: Træningskamp ude mod FC Nordsjælland.

23. januar: Træningskamp ude mod Brabrand.

26. januar-5. februar: Træningslejr i Portugal inklusive tre træningskampe.

28. januar: Træningskamp mod FK Jablonec.

31. januar: Træningskamp mod Brentford FC's B/U23 hold.

4. februar: Træningskamp mod Rosenborg.

Anfører Pierre Kanstrup har tilbragt juleferien sammen med sin familie og skød det nye år i gang 1. januar med en gåtur med klapvognen i det kølige vintervejr.

Brøndby tager hul på det nye år med en ny mand i spidsen som sportsdirektør i form af Ebbe Sand. Den 8. januar møder truppen ind til januars forberedelser frem mod forårspremieren.

Kort efter jul blev det officielt, at angriber Kamil Wilczek forlænger sin kontrakt med Brøndby til sommeren 2021, og det er noget, der glæder den nye sportsdirektør.

»Vi er glade for forlængelsen med Kamil Wilczek. Han har vist sin kvalitet for klubben gennem lang tid, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil blive ved med at score mål,« lyder det fra Ebbe Sand, der har haft en god opstart i sin nye funktion og generelt er tilfreds med truppen:

»Jeg kender teamet omkring holdet og spillerne, så på den måde har det været en glidende overgang. Vi har altid fokus på, hvad der er af muligheder i forhold til truppen og i forhold til at forstærke os. Nu er transfervinduet åbent, og det er der, man har mulighed for at reagere. Vi har selvfølgelig altid fokus på at forstærke truppen. Johan Larsson har gjort det fantastisk for klubben både på og uden for banen, men heldigvis er vi godt garderet der, eftersom Jens Martin Gammeby har haft et halvt års tid til at vænne sig til det hele. Så vi regner med, han er klar til at gribe chancen.«

Program

11. januar: KMD Cup i Ceres Arena, Aarhus

13. januar: Træningskamp mod BSF.

17. januar: Træningskamp mod FC Roskilde.

19.-29. januar: Træningslejr i Dubai inklusive to træningskampe.

21. januar: Træningskamp mod Lokomotiv Tashkent.

28. januar: Træningskamp mod Henan Jianye.

Den brandvarme angriber Kamil Wilczek, der forærede Brøndby-fansene en dejlig julegave med sin kontraktforlængelse, har også nydt den søde juletid sammen med sin familie, inden det atter går løs med Superliga-forberedelse.

På vestkysten møder Esbjerg ind den 7. januar og tager hul på forberedelserne frem mod forårspremieren. Programmet for Esbjerg i januar er endnu ikke lagt helt på plads.

Program

17. januar: Træningskamp mod SønderjyskE

Træningslejr og øvrige træningskampe er endnu ikke på plads.

Målmand Jeppe Højbjerg har blandt andet brugt sin ferie på at slappe af under varmere himmelstrøg.

Opstarten frem mod forårspremieren i februar skal Ståle Solbakken og hans mandskab bruge på masser af forberedelser. Efter vinterpausen mødes truppen den 10. januar, hvor de to første dage vil gå med diverse individuelle tests.

Kort før jul landede aftalen mellem FC Købehavn og højrebacken Guillermo Varela, der har fået kontrakt hos løverne frem til 2023, men noget tyder på, at Varela ikke behøver at blive den eneste handel, FC København kommer til at foretage i transfervinduet.

»Han (Varela, red.) skal stille og roligt bygges op, og så håber vi, at han er fit for fight i slutningen af februar. Nu har vi jo solgt Jan Gregus, så hvis der er en position, vi skal kigge på, så er det midtbanen. Det er både en mulighed at dække ind med de spillere, vi har, og at hente en. Vi har ikke planer om at sælge spillere, med mindre der kommer et tilbud, man ikke kan sige nej til. Vi ved jo, at der er nogle spillere, som er meget eftertragtede,« lyder det fra manager Ståle Solbakken.

Program

21. januar: Træningskamp mod FC Roskilde.

23. januar-4. februar: Træningslejr i Dubai inklusive tre træningskampe.

27. januar: Træningskamp mod FC Astana.

30. januar: Træningskamp mod Örebro SK.

3. februar: Træningskamp mod New York City FC.

Én af dem, der har nydt juleferien, er Robert Skov. FC Københavns brandvarme herre har nemlig nydt en tur til Australien, hvor han har fejret nytår.

Den 7. januar vender Kenneth Andersen og hans spillere tilbage til træningen og opstartsfasen, der forventes at blive relativt stille i forhold til transfervinduet.

»Vi forventer et stille vindue for FC Midtjylland, men det har vi også gjort de sidste par år, og sidste sæson solgte vi for næsten 200 millioner kroner i januar-vinduet. I bund og grund håber jeg, at den trup, vi har nu, er den vi også har, når januarvinduet er lukket, men at vi så har en enkelt eller to forstærkninger,« lyder det fra administrerende direktør Claus Steinlein, der også er imponeret over FC Midtjyllands efterår:

»Jeg er imponeret over, at vi både har skiftet træner, solgt profiler i sommer, og at vi så hurtigt har fået fundet ind til vores DNA. I starten af efteråret kæmpede vi lidt med at finde vores spil, og det har vi fundet hurtigt efter den udskiftning, vi har haft de sidste to transfervinduer.«

Program

14.-15. januar: Teambuilding.

19. januar: Træningskamp mod FC Fredericia.

23. januar: Træningskamp i Hamborg mod Hamburg SV.

25. januar-4. februar: Træningslejr i Dubai inklusive to træningskampe mod endnu ikke bekræftede modstandere.

Én af dem, der har nydt den søde juletid og ikke mindst nytåret, er Marc Dal Hende, der har fejret nytårsaften i selskab med OB's Janus Drachmann.

FC Nordsjælland vender retur fra juleferie den 7. januar, når den står på forberedelse og træningskampe. Der skal forberedes frem mod de sidste seks kampe i grundspillet, og FC Nordjsælland har lagt et stramt program for januar.

Program

19. januar: Træningskamp mod Hillerød.

21.-30. januar: Træningslejr i La Manga inklusive tre træningskampe.

23. januar: Modstander ikke fastlagt.

24. januar: Træningskamp mod FC Ventspils.

29. januar: Træningskamp mod CSKA Moskva.

3. februar: Træningskamp mod Molde.

FC Nordsjælland gik på juleferie med et nederlag ude til Esbjerg og indtager niendepladsen i Superliga-tabellen. På trods af den kedelige afslutning på efteråret for FC Nordsjælland fik flere af spillerne fejret et godt nytår sammen. Heriblandt Mikkel Rygaard i selskab med Emil Damgaard, Martin Frese og Andreas Skovgaard.

Hobro gik på juleferie med et spinkelt nederlag til AGF efter et svært efterår. Allan Kuhns mandskab indtager Superligaens sidsteplads med 16 point. Den 7. januar går det så løs igen, når truppen møder ind til første træningsdag i 2019.

Program:

12. januar: Træningskamp mod AaB.

25. januar-3. februar: Træningslejr i Belek, Tyrkiet inklusive to træningskampe.

28. januar: Træningskamp mod Sigma Olumuc.

31. januar: Træningskamp mod Shaktar Donetsk.

4. februar: Træningskamp mod Thisted FC.

Juletiden er blevet brugt fornuftigt sammen med familien, blandt andet for Jonas Brix-Damborg, der fejrede jul med alt, hvad dertil hører af dans om juletræet og gaver.

Jakob Michelsen og OB rundede efteråret af på en syvendeplads i tabellen med bare et enkelt point op til top-6. I januar går det løs med forbedelserne, når truppen møder ind den 7. januar.

Program

11. januar: KMD Cup i Ceres Arena, Aarhus.

18. januar: Træningskamp mod Holstein Kiel.

21.-30. januar: Træningslejr i Tyrkiet med træningskampe.

2. februar: Træningskamp mod Helsingborg IF.

Forud for januar, der som altid byder på opstart og Superliga-forberedelser, har OB-spillerne kunne nyde den søde juletid sammen med familien. Det har Janus Drachmann blandt andet gjort.

Lige over OB og akkurat klemt ind i top-6 ligger Randers. Kronjyderne vender tilbage til træningen den 7. januar, og i de indledende faser frem mod premieren til forår venter der flere testkampe og en tur til Tyrkiet.

Program

19. januar: Træningskamp mod Sønderjyske.

22. januar: Træningskamp mod FC Fredericia.

25. januar-2. februar: Træningslejr i Tyrkiet inklusive tre træningskampe, heraf én for reserverne.

Den 10. februar går det løs i Superligaen igen, når Randers gæster AaB klokken 14 og sætter jagten ind på pointene, der kan give dem en plads i mesterskabsspillet.

Randers-spillerne lader til at have nydt juleferien. I hvert fald Marvin Egho, der har været et smut i Milano for at fejre nytår.

I Sønderjyske går de det nye år i møde en ny mand i spidsen. Glen Riddersholm er ny træner og tiltrådte sin stilling ved årsskiftet. Riddersholm lægger ud med en intens opstartsfase frem mod forårspremieren.

Program

17. januar: Træningskamp mod Esbjerg.

19. januar: Træningskamp mod Randers.

24. januar: Træningskamp mod Silkeborg.

26. januar-3. februar: Træningslejr i Tyrkiet inklusive to testkampe.

30. januar: Træningskamp mod Fastav Zlin.

2. februar: Træningskamp mod FK Vozdovac.

Mandskabet fra Haderslev indtager 11. pladsen i ligaen, og spillerne kan glæde sig over, at ligaen er meget tæt med få point, der adskiller klubberne. Og måske har Mart Lieder også mindet sig selv om det, da han fejrede nytårsaften.

Vejle skød allerede opstarten i gang den 4. januar, hvor truppen mødte ind til første træningsdag. Der er godt og vel en uges træning i og omkring Nørreskoven, inden spillerne deltager i KMD Cup i Aarhus.

Program

11. januar: KMD Cup i Ceres Arena, Aarhus.

15. januar: Træningskamp mod Mezokovesd Zsory FC.

21. januar: Træningskamp mod FC Viiturul Constanta.

24. januar: Træningskamp mod Cracovia Kraków.

2. februar: Træningskamp mod AaB.

Vejle sparker forårssæsonen i gang den 9. februar, når det går løs mod Sønderjyske klokken 16.

Vejles Rasmus Lauritsen ser på trods af placeringen i tabellen alligevel ud til at have nydt sin juleferie og ikke mindst sin nytårsaften.

Højt mod nord indleder Vendsyssel opstarten frem mod Superliga-foråret, når truppen og trænerstaben møder ind den 7. janaur. I løbet af januar skal der spilles fem træningskampe.

Program

19. januar: Træningskamp mod Thisted FC.

20.-28. januar: Træningslejr i Tyrkiet inklusive to testkampe.

22. januar: Træningskamp mod Grasshopper Club Zürich.

23. januar: Træningskamp mod FC Fakel Voronezh.

2. februar: Træningskamp mod Viborg FF.

4. februar: Træningskamp mod Vejgaard Boldklub.

Vendsyssel-spillerne har brugt juletiden på både at slappe af og lade op til foråret, heriblandt Søren Henriksen, der har brugt tiden ganske fornuftigt i varmen.