FC Helsingør mangler sin træner.

Superliganedrykkeren måtte onsdag aften spille ligakamp i 1. division uden Christian Lønstrup.

»Christian Lønstrup har bedt om fri et par dage af personlige årsager, og jeg har ikke andre kommentarer end det,« lyder det fra FC Helsingørs direktør, Janus Kyhl, til Helsingør Dagblad.

Endnu er det uklart, om træneren vender tilbage til den næste kamp i weekenden.

»Hvis han beder om også at få fri søndag, og hvis hans ting ikke er afklaret, så får han lov til det. Vi har så mange dygtige folk omkring holdet, så de kan klare det,« siger klubbens formand, Finn Moseholm, til Frederiksborg Amts Avis - og tilføjer:

»Men vi håber, han er tilbage.«

Christian Lønstrup rykkede med FC Helsingør ud af Superligaen efter bare ét år lige før sommerferien. Siden har han på rygteplan været sat i forbindelse med de ledige trænerjob i både Hobro og Silkeborg. Uden at det altså er blevet til virkelighed.

Ifølge Helsingør Dagblad ligger der andet end 'personlige årsager' til fraværet. Her lyder det: 'Cheftræneren har tilsyneladende ikke længere opbakning i sit omklædningsrummet'.

FC Helsingør tabte onsdagens kamp mod Hvidovre med 0-1. Superliganedrykkeren ligger efter fem kampe nummer otte i 1. division med fem point. Næste kamp er på søndag mod en anden superliganedrykker, Lyngby.