Sibusiso Zumas søn er kun seks år gammel, men alligevel har FC København-legenden sin plan klar for knægten.

Han skal nemlig gå i farmands fodspor, men han skal bare sendes af sted i en markant tidligere alder. For den nu 44-årige Sibusiso Zuma vil sende sønnen Amile til Danmark og København.

»Han skal helt sikkert starte sin fodboldkarriere i København. Han er for ung nu, men det akademi, han skal på, vil blive der. Det er mine folk. De kommer til at elske ham,« siger Zuma til sydafrikanske Kickoff.

Sibusiso Zuma havde fem år i FC København, hvor han gjorde sig selv til en af klubbens mest markante spillere gennem tiderne. Det endte med fire mesterskaber og mindeværdige momenter undervejs.

Foto: MORTEN JUHL
Vis mere

FC Københavns fans har næppe glemt Sibusiso Zuma, og Zuma har altså også selv klubben nær sit hjerte.

Derfor regner han også med, at FCK vil finde en plads, når sydafrikaneren efter sin egen plan regner med at sende sin søn til København om fire år.

»Jeg er nødt til at give ham muligheden, og jeg behøver ikke engang at snakke med dem først, for det er mit hjem. Jeg kan bare gå lige ind,« siger Zuma og fortsætter.

»Jeg vil vente, til han er 10 år gammel. Den nuværende træner der er en af mine venner, som jeg spillede med, og jeg respekterer ham meget. Jeg blærer mig ikke, men jeg har et specielt forhold til alle fra staben til stadionpersonale til fans.«

Foto: Kaare Smith
Vis mere

Det lyder som noget af en plan fra Sibusiso Zuma at sende sin unge søn til København som bare 10-årig.

Men den tidligere sydafrikanske landsholdsspiller har ikke i sinde at sende ham af sted helt alene, når han forventer, at FCK vil slikke som om munden for at få en ny Zuma.

»De kender til ham. Jeg er sikker på, at de ikke kan vente på at se ham, og når han tager derover, vil jeg sikkert bo sammen med ham i de første to år.«

Det skal nok blive interessant at følge Sibusiso Zuma og sønnen Amile i de kommende år. Planen har farmand i hvert fald klar.