Det knager i Superliga-klubbernes pengekasser, og derfor er denne weekend ekstra spændende for flere klubber.

Det er nemlig efter runde 11, at de 12 klubber i den bedste række fordeler første omgang tv-penge. De er altid vigtige for Superliga-klubberne, men i en tid, hvor der ikke må komme mere end 500 på stadion, og hvor sponsorer også rammes af corona-krisen, falder de på et ekstra tørt sted.

Også i OB, der møder AaB fredag aften og kan ende på alt fra en plads som nummer syv til nummer 10. Og det er ikke uden betydning, hvad der kommer i kassen fra den såkaldte placeringspulje af tv-pengene.

»Alle indtægter – herunder tv-penge – er vigtige for OB. Ikke mindst i en svær tid. Tv-penge er en god baseline-indtægt, som gør, at vi fortsat kan drive Superliga-fodbold på det niveau, vi har lagt en strategi for i Odense,« skriver Enrico Augustinus, administrerende direktør i Odense Sport & Event, i en mail til B.T.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Superligaen er ekstremt hårdt ramt af corona-restriktionerne, og der er allerede varslet ildrøde regnskaber i flere klubber. Økonomien er hårdt ramt, og i denne tid er tv-pengene noget, der kan gøre en forskel.

Det er endda penge, som klubberne selv kan gøre større ved at præstere godt på banen. De tæller da også som et af de vigtigste ben i klubberne, men lige nu er det især sponsorerne, der er vigtige for klubbernes overlevelse – også i OB.

»Tv-pengene udgør til sammenligning lidt under halvdelen af vores sponsorindtægter, og derfor er jeg især glad for den opbakning, vi mærker fra sponsorer og samarbejdspartnere,« skriver Enrico Augustinus og glæder sig til aftenens opgør mod AaB:

»Jeg er altid spændt til bristepunktet forud for en kamp – upåagtet om der er tv-penge eller ej.«