Superligaen kommer i gang, og tv-millionerne vil igen rulle fra rettighedshaverne til klubberne.

Det er godt nyt for klubberne, men nu venter næste store problem, fortæller flere kilder til B.T. Og det er langt større, end det lige kan lyde. Det handler om manglende fans.

For mens fansene glæder sig til at vende tilbage til stadions i hele landet, er det ikke forventningens glæde, som klubberne går og tumler med. Det er tværtimod frygten for, at fansene ikke får lov at komme tilbage i dette kalenderår.

Det kan få ekstremt store økonomiske konsekvenser for Superliga-klubberne, hvis der skal spilles for tomme tribuner resten af året. Superliga-genstarten var og er en mundfuld luft, men klubberne holder stadig vejret.

FCK-fans i Telia Parken.
FCK-fans i Telia Parken. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Derfor er Divisionsforeningen ifølge B.T.s oplysninger i gang med næste store politiske agenda. Der arbejdes hårdt på at påvirke regeringen i forhold til det forsamlingsforbud, der indtil 31. august gælder op til 500 personer.

Problemet med de manglende tilskuere er komplekst - og det er et problem for samtlige klubber i Superligaen. Det handler lige så meget om sponsorer, som det handler om fans. For nogle klubber endda langt mere om sponsorer.

Hvert år - oftest i maj og juni - sælger Superliga-klubber sponsorater. Det er de sponsorater, som man nu frygter, at man ikke kan forny.

Sponsorater er nemlig ikke specielt interessante, når der ikke er tilskuere på stadion. Der er ikke meget værdi i at aflevere penge i en klub, når firmanavnet vender væk fra tv-kameraerne, men samtidig ikke ses af fans, og når sponsorerne heller ikke kan tilbyde deres kunder at komme på stadion.

AaB-fans i Aalborg.
AaB-fans i Aalborg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og selv om sponsor- og kampdagsindtægterne for mange klubber ikke kan sammenlignes med tv-pengene, udgør de en meget stor del af klubbernes økonomi. Også i Esbjerg, hvor direktør Brian Knudsen udelukkende forholder sig til sin egen klubs udfordringer.

»Vi har x antal sponsorater, som forhåbentlig skal forlænges. Som situationen er nu, har vi kontakt til alle vores sponsorer, men vi kan ikke fortælle, hvad vi kan tilbyde. For det ved vi ikke,« siger Brian Knudsen.

Han forklarer også, hvad der er det største problem i det vestjyske.

»Der er nogle virksomheder, der siger, at de er nødt til at vente og se, hvad de selv får ind. Det er helt naturligt. Det første, man skal betale, er sine egne lønninger og faste omkostninger,« siger Esbjerg-direktøren.

Blue Water Arena i Esbjerg.
Blue Water Arena i Esbjerg. Foto: AI Project
Vis mere

Det problem står han ikke alene med. Situationen er den samme i flere andre Superliga-klubber, som B.T. har talt med. Her stiller man sig selv spørgsmålet: ‘Hvorfor skulle man være sponsor, hvis man ikke får noget for det?’

Derfor arbejder Divisionsforeningen hårdt i disse dage.

‘Vi er i gang med udarbejdelsen af planer og procedurer for, hvordan vi kan invitere tilskuere trygt tilbage på lægterne, så snart mulighederne for det er til stede,’ skrev bestyrelsesformand Thomas Christensen i en mail til klubberne i sidste uge.

De planer og procedurer er vigtige at få på plads. De er nemlig et godt udgangspunkt for den politiske snak og pres for at få tilskuere på stadion, ligesom corona-protokollerne var vigtige for at få lov at spille fodbold igen.