Lyngbys oprykkere har haft en fantastisk sæson på banen, hvor de har mulighed for at vinde bronzemedaljer og kvalificere sig til næste sæsons Europa League. Men muligvis får klubben slet ikke lov at stille op i næste sæsons Superliga.

For uden penge gør det ondt, og dem kniber det fortsat lidt med for Lyngby.

Undervejs i denne sæson har klubbens hovedsponsor, Hellerup Finans, tilført klubben penge i flere omgange - ialt 17 millioner kroner. Og sponsoren er parat med flere penge.  Men den økonomiske situation er stadig ikke helt tilfredsstillende for Dansk Boldspil-Union (DBU).

»Jeg kan bekræfte, at vi endnu ikke har modtaget Superliga-licensen for den kommende sæson,« siger Lyngby Boldklubs formand, Torben Jensen, til Ekstra Bladets hjemmeside.

Licensappeludvalget under DBU skal mødes tirsdag for at afgøre, om Lyngby kan få lov at spille med i Superligaen til næste sæson.

»Vi har udarbejdet et konservativt budget baseret på kendte omkostninger og indtægter, hvor vi mener, der er tilstrækkelig likviditet tilstede. Men DBU har bedt os om at sikre yderligere kapital, selv om vi mener, der ikke er behov for det,« siger Torben Jensen.

Klubben har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling om situationen.