En sørgelig nyhed har mandag ramt Superliga-klubben Viborg FF.

Den jyske klub meddeler nemlig, at klubbens tidligere spiller Martin Nielsen i weekenden er gået bort.

Martin Nielsen gik bort i en alder af blot 52 år og døde efter kort tids sygdom.

Klubben nød godt af Nielsens kvaliteter på græsset fra 1994 til 2000.

»Vi husker Martin som en meget vellidt personlighed, der sjældent selv tog rampelyset, men altid arbejdede hårdt og ydede en dedikeret indsats i holdets tjeneste,« skriver Viborg i sine mindeord, hvor klubben desuden sender dybe kondolencer til Martin Nielsens efterladte.

Viborg vil markere og mindes Martin Nielsen, når man på søndag tager imod Randers FC i en særdeles vigtig Superliga-kamp.

Det sker med et minuts klapsalver før kampstart.

Undervejs i karrieren var Martin Nielsen også forbi HB Torshavn på Færøerne.