Superligaklubben OB ansætter Jakob Michelsen som ny cheftræner.

Det sker efter, at klubben for nylig har fyret Kent Nielsen.

Dermed vender 37-årige Jakob Michelsen tilbage til Superligaen, efter at han senest var et smut i Sverige og træne Hammarby, hvor han blev fyret i begyndelsen af året.

»Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i OB efter sommerferien. Jeg ser frem til at lære spillerne og staben at kende og til at arbejde sammen med dem. Jeg ser OB som en traditionsklub, der de seneste år har haft svært ved at indfri det potentiale resultatmæssigt, som utvivlsomt er til stede,« siger Jakob Michelsen til OBs hjemmeside.

Han har tidligere været cheftræner i de danske klubber Hobro, Skive og Sønderjyske.

I OB har han fået en treårig kontrakt.

Her vender truppen tilbage fra ferie i midten af juni, og sammen med den nye assistenttræner Henrik Hansen og resten af staben vil Jakob Michelsen første gang stå i spidsen for truppen, når der trænes i Ådalen mandag 18. juni.

Jakob Michelsen.
Jakob Michelsen. Foto: Milan Kammermayer/AFP
Vis mere

Og de kan godt se frem til små løbende forandringer i forhold til tiden under Kent Nielsen:

»Der kommer ikke til at ske en revolution fra dag et, men efterhånden vil der komme nuancer, når jeg og resten af staben lærer spillerne rigtigt at kende. Vi skal bevare de ting, OB er gode til, og så vil jeg sammen med det øvrige team sætte vores præg på det og få tilføjet nogle facetter i forhold til aggressivitet og en mere direkte stil,« siger Jakob Michelsen.

Og det er noget, der bliver set frem til hos OB-ledelsen.

»Jakob er en dynamisk og spændende cheftræner, der passer godt til de spilmæssige visioner, vi har i OB. Hans syn på fodbold passer godt til os og vores trup, og vi er overbeviste om, at han kan få det ud af vores trup, som kan flytte os de næste trin. OB vil fortsat være et spillende fodboldhold, og fremover vil vi forsøge at krydre det med en mere direkte og aggressiv stil. Det glæder vi os over at Jakob vil være en del af, og vi ser med spænding frem til at fortsætte den udvikling, vi allerede er godt igang med,« siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Jakob Michelsen førte Sønderjyske frem til sensationelle sølvmedaljer, inden han rejste til Sverige.