Selvironi er vigtigt, og det forstår man i FC Helsingør.

En kritisk Superliga-fan ytrede sig under lørdagens kamp mellem FC Helsingør og Lyngby om det faktum, at hjemmeholdets stadion ikke just minder om Parken, Brøndby Stadion eller et hvilket som helst andet stadion i den bedste danske række.

»1250 tilskuere til et lokalopgør og et stadion, der ligner, det er bygget af europaller og containere. Det er ikke Superligaen værdigt,« skriver en person ved navn Lasse Bauer på det sociale medie Twitter.

Det fik nogle timer senere klubben til at reagere i selvironiens tegn.

»Vi vil gerne protestere mod den opfattelse, at vores stadion 'ligner', at det er bygget af europapaller og containere. Vores stadion ER bygget af europapaller og containere!«

FC Helsingør, der vandt for første gang i Superligaen siden 28. oktober med 2-1 over Lyngby, fik allerede efter den første kamp i Superligaen mod Silkeborg kritik af stadion.

Mange var utilfredse med skiltningen på stadion og det faktum, at der var lange køer ved indgangene til stadion, fordi systemet ganske enkelt ikke fungerede. Også fraværet af en udebanetribune var et omdrejningspunkt, men alle ting blev der rettet på til den næstkommende hjemmekamp.

Man fik også travlt i FC Helsingør efter oprykningen til Superligaen, fordi stadion, som det danske fodboldlandshold benytter sig af til sine træninger, ikke opfyldte alle krav fra Dansk Boldspil-Union (DBU). I den forbindelse er der iværksat planer om at bygge et nyt stadion i det nordsjællandske.

FC Helsingør rykkede før sæsonen op i Superligaen med et budget, der vist roligt kan regnes for at være det mindste i Superligaen.

 
Osama Akharraz bringer på fænomenal vis Viborg foran mod Randers.
Vis mere

I TOPPEN AF ARTIKLEN KAN DU SE HØJDEPUNKTER FRA KAMPEN MELLEM FC HELSINGØR OG LYNGBY.