Det er ikke for sjov, at en vis Hobro-angriber har fået kælenavnet ‘Mål-Pål’.

Norske Pål Kirkevold har nemlig banket det ene mål ind efter det andet for Hobro i denne sæson, og det endte også med at give ham en sikker topscorertitel i Superligaen med hele 22 træffere.

Og med et stempel som topscorer på sig, er der som regel andre klubber, der kigger din vej. Og det er præcis, hvad der sker i det nordlige Jylland i øjeblikket. Det fortæller Hobros sportsdirektør, Jens Hammer Sørensen, til BT.

»Der er selvfølgelig interesse for ham. Bred interesse. Og lige nu er der faktisk nogle udenlandske klubber, der spørger på ham,« fortæller sportsdirektøren, der dog ikke vil komme nærmere ind på, hvilke klubber der er inde i billedet.

Vis mere

»Vi synes jo selv, at Pål har haft en vanvittig sæson, og han har scoret rigtig mange mål. Det vil han også kunne gøre næste år, men vi kigger på de bud, vi får, og så må vi se, om vi kan finde ham en klub,« siger Jens Hammer Sørensen.

Forventer du, at I sælger ham?

»Ja, det kunne godt tyde på det,« siger Jens Hammer Sørensen.

Klubben forlængede i vinter med den 27-årige målfarlige angriber, der fik papir på yderligere fire år. Derfor skal en klub også frem med pengepungen, før Hobro er klar til at sælge sin brandvarme topscorer.

»Vi skal have et rigtig godt tilbud, og det ved Pål også godt. Så det har vi heller ikke travlt med, for som jeg ser det, så er han dygtig, og det bliver vanskeligt for mig at gå ud og finde 22 mål - det siger sig selv. Så vi skal have et rigtig godt bud, før vi synes, det er interessant at slippe ham,« fastslår sportsdirektøren.

Vis mere

Pål Kirkevold kom til Hobro i sommeren 2015 og var i godt et år udlejet til norske Sarpsborg 08, inden han i begyndelsen af sidste år vendte tilbage til klubben. Herfra er det kun gået én vej for Kirkevold, der selv ser det, som en god mulighed at komme til en større klub nu.

»Jeg har det fantastisk i Hobro, og det er en rigtig god klub at spille fodbold i. Men som fodboldspiller ved man også, hvilken branche man er i, og vi skal altid vurdere, hvornår det er tid til at komme videre. Og når jeg er blevet topscorer, så er det en god mulighed for mig at skifte nu og måske udvikle mig mere i en større klub og tage det næste skridt,« fortæller Pål Kirkevold til BT.

Så du har en forventning om, at et skifte meget vel kan ske snart?

»Det kan det. Men det skal være den rigtige klub, og jeg har et par år tilbage af min kontrakt, så hvis der ikke kommer den rigtige klub for både mig selv og for klubben, så er jeg også Hobro-spiller i næste sæson,« fastslår angriberen.

Har du en udenlandsk liga, som du gerne ser dig selv i?

»Det er klart, at der er en masse spændende ligaer i udlandet, som kunne være interessante, men jeg vil gerne blive inden for Europa. Selvfølgelig er Championship en interessant liga, og vi er i Norge og i Danmark vokset op med at se engelsk fodbold, så det ville være en drøm at komme dertil. Men ud over det, så har jeg ikke nogle specielle ønsker for, hvor jeg skal hen. Vi må se, hvor mulighederne er henne,« siger Kirkevold.

Se også