HRSNS.

Fem bogstaver, der forkorter superligaklubben AC Horsens – eller blot byen Horsens – til en moderne kampagne.

Tricket er set før hos Brøndby IF, der i en række år har solgt merchandise med skriften VSTGN på trøjer eller kasketter.

Men det er ikke Brøndby, der har et problem med Horsens' nye kampagne.

Det er i stedet en gruppe rappere.

Det lokale rapkollektiv, der netop bærer navnet HRSNS, anklager superligaklubben AC Horsens for at have stjålet navnet til deres nye merchandise-serie fra dem, skriver Horsens Folkeblad.

Gruppens repræsentant, Jonas Eddie, fortæller til Horsens Folkeblad, at han gentagne gange har været i kontakt med klubben, hvor man har bedt dem vise hensyn over for rapkollektivet.

»De fralægger sig alt ansvar og siger, at de ikke har kendt til os. De påstår, at de har googlet og søgt på Instagram på HRSNS uden at finde noget. I mit hoved er det direkte løgn, for jeg er endnu ikke kommet forbi en computer, hvor man ikke kan søge os op,« siger han.

De frygter, at der vil være fans af både fodboldklubben og rapkollektivet, som bliver forvirrede over situationen.

Ifølge Horsens Folkeblad lyder det fra AC Horsens-lejren, at man ikke har kendt til rapgruppen, og at HRSNS-kampagnen er inspireret af netop Brøndby.

AC Horsens' direktør, Kristian Nielsen, siger videre til mediet, at man ikke har i sinde at stoppe kampagnen.

Rapgruppen HRSNS består ud over Jonas Eddie af grupperne Højt Plan og Indre Cirkel samt rapperen Anders.