Sønderjyske må undvære fem førsteholdsspillere, når holdet møder Vejle i weekenden i Superligaen.

Det skyldes, at de fem spillere har været i nærkontakt med et stabsmedlem, som er blevet testet positiv for covid-19. Det skriver Superliga-klubben på sin hjemmeside.

Testen er fra onsdag, som var ugens første træningsdag, fordi truppen havde holdt fri både mandag og tirsdag. Stabsmedlemmet og de fem spillere er sendt i isolation ud fra et forsigtighedsprincip.

Alle øvrige i og omkring truppen blev testet negative onsdag.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Men efter den ene positive test er alle blevet testet igen torsdag formiddag, hvor træningen også blev aflyst. I torsdagens test blev alle testet negativ, tilføjer Sønderjyske.

Samtlige ansatte og spillere i Sønderjyske vil blive testet igen lørdag. Det vil nemlig betyde, at alle, der tager med til Vejle-kampen, vil have tre negative tests oveni hinanden.

Den træning, der vil være frem mod søndagens kamp, vil være lukket helt ned for tilskuere og medier, og klubben følger naturligvis protokollerne omkring covid-19 helt nøje, slutter Superliga-klubben på hjemmeside, hvor de ligeledes skriver, at de ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Der venter en stor kamp næste torsdag, hvor Glen Riddersholms mandskab skal forsøge at genvinde pokalturneringen, når Randers venter i årets finale.