Saksesparksmål rækker kun til et point for Sønderjyske

Sønderjyske og Hobro spillede lørdag 1-1. Sønderjyskes Stefan Gartenmann lavede et spektakulært mål i kampen.

Sønderjyske og Hobro fik hver et enkelt point, da de to superligamandskaber lørdag spillede 1-1 på Sydbank Park.

Kampen bød på store chancer til begge mandskaber, men vil formentlig blive husket bedst for Stefan Gartenmanns fremragende scoring for hjemmeholdet.

Resultatet ændrer ikke stillingen, eftersom Sønderjyske fortsat er placeret som nummer ti, mens Hobro ligger på sidstepladsen.

Fra kampens start lagde Sønderjyske pres på gæsterne, og efter 24 minutters spil kom værterne på 1-0 via et fremragende mål af Stefan Gartenmann.

Som følge af et hjørnespark landede bolden i nærheden af forsvarsspilleren, som med ryggen til målet saksesparkede den flot ind i Hobro-målet.

Scoringen betød, at Sønderjyske trak sig længere tilbage på banen, hvilket Hobro udnyttede til at komme bedre med i kampen.

Gæsternes Emmanuel Sabbi har sæsonen igennem været en farlig spiller for Hobro, og efter to minutter af anden halvleg udlignede han med et hovedstød.

Efter udligningen til 1-1 var der gode chancer til begge mandskaber.

Hjemmeholdets Søren Frederiksen ramte overliggeren med sit hovedstød efter knap en time, mens Hobro også truede Sønderjyskes forsvar i den anden ende.

Midtvejs i anden halveg var der stor dramatik tæt under Hobros mål.

Bolden blev først reddet på stregen to gange, mens stolpen efterfølgende stod i vejen for en ny føring til sønderjyderne.

Der var flere gode chancer til begge mandskaber, men ingen af holdene formåede at score det forløsende mål.

Trods den flotte scoring af Stefan Gartenmann måtte hjemmeholdet derfor nøjes med 1-1, og begge hold kunne tage et point med fra opgøret.

/ritzau/