Det så ikke helt lovligt ud, da Jacob Lungi Sørensen sendte Esbjerg i front mod OB fredag aften. For målet blev scoret med albuen, og efter kampen erkendte dommeren Mikkel Redder da også, at det var en fejl ikke at annullere målet.

»Når vi kommer ind og ser, kan jeg godt se, der bliver scoret med armen. Da jeg står derude, har jeg ikke nogen fornemmelse for det. Fra min placering kan jeg ikke se, at han scorer med armen,« siger Mikkel Redder til TV3 Sport.

Og han ærgrer sig over, at målet blev godkendt.

»Jeg er hammer ærgerlig, når jeg kommer ned og ser den, for jeg ønsker jo ikke at lave sådan en fejl. Det er jo træls at se på, det er trælse billeder, for der skulle jo klart have været dømt frispark til forsvaret. Jeg kan ikke sige andet, end at det er ærgerligt,« siger den 24-årige Superliga-dommer.

Esbjerg fik fredag aften skovlen under gæsterne fra OB.
Esbjerg fik fredag aften skovlen under gæsterne fra OB. Foto: John Randeris
Vis mere

Han ønsker ikke at forholde sig til, om han er for eller imod VAR, der kunne have ændret situationen.

Men han understreger endnu engang, at det ærgrer ham, at han ikke dømte anderledes.

»Jeg er selvfølgelig irriteret over det og træt af det. Vi skal ned og analysere på, hvorfor jeg ikke så den,« siger Mikkel Redder om situationen, der sendte Esbjerg på 1-0.

Det jyske hjemmehold sendte også - på lovlig vis - bolden i kassen til 2-0 og sikrede sig alle tre point mod OB.