Den potentielle disciplinærsag mod 'Zanka' efter FCK-spillerens omdiskuterede tweet vil blot være én ud af flere sager, der i løbet af det seneste år har taget udgangspunkt i ytringer på de sociale medier. To klubdirektører mener, at det går for vidt.

'Det er jo decideret pinligt'.

Så klar var Mathias 'Zanka' Jørgensen i mælet, da han skrev et tweet om Peter Kjærsgaard-Andersens dommerpræstation i søndagens Superliga-kamp mellem FC København og Esbjerg. Flere bakkede FCK-profilen op i kritikken, der især tog afsæt i et ganske klart straffespark til FCKs Andreas Cornelius, som ikke blev dømt.

Diskussionen tog dog en anden drejning, da DBU tirsdag fortalte til BT, at der lige nu bliver indsamlet information med henblik på en mulig disciplinærsag mod FCK-anføreren.

Lige nu ligger beslutningen hos Fodboldens disciplinærinstans, og hvis de vælger at føre en disciplinærsag, vil det kun være én ud af mange sager, der i det seneste år har bevæget sig omkring klubbers, spilleres og træneres ytringer på de sociale medier.

Tilbage i september modtog Viborg FF en bøde på 10.000 kr. af Fodboldens disciplinærinstans, da klubben efter en kamp mod FC Midtjylland lagde en dronevideo fra kampen på Facebook. Videoen havde til formål at hylde den gode stemning til kampen, men under en lille sekvens på ca. 10 sekunder i videoen tænder nogle fans op i et romerlys:

»Vi synes, at det var totalt uberettiget og sendte en længere redegørelse til DBU, men vi tabte sagen. Vi var jo bare inde at påskønne, at det havde været en god kamp uden ballade,« siger Morten Jensen, der er direktør i Viborg FF.

Fodboldens disciplinærinstans er en uafhængig dømmende instans, der tager udgangspunkt i DBUs love, og som fører disciplinærsager i forbindelse med tilskueruroligheder, forseelser på banen, ytringer på de sociale medier og andet.

Instansen har efter flere omdiskuterede disciplinærsager det seneste år været under særlig opmærksomhed, og det er forståeligt, hvis man spørger Morten Jensen:

»Jeg respekterer disciplinærinstansen, men i forhold til de her pyro-sager og tweetene fra 'Zanka' bør man virkelig passe på. Vi skal ikke selv opfinde hullerne i osten, for vi leverer altså et produkt inden for oplevelsesindustrien, hvor der skal være lidt kant på det, vi gør, og det, vi siger. Vi skal passe på, at vi ikke bliver så sterile, at vi ikke kan kommentere på noget,« siger Morten Jensen.

Viborg er ikke ene om at være blevet anklaget for at 'anerkende brugen af pyroteknik', som Fodboldens disciplinærinstans lagde til baggrund for dens bøde.

I december fik 'Zanka' og FCK henholdsvis en advarsel og bøde for 'anprisning af pyroteknik', hvor sidstnævnte senere blev annulleret, og i begyndelsen af februar gik det ud over Lars Friis, der er assistenttræneren i AGF.

Efter en sejr i Horsens lagde han et billede op af en stor gruppe AGF-fans på tribunen og takkede dem for opbakningen, men på billedet var der også tegn på brug af pyroteknik.

Det blev til en disciplinærsag og en advarsel til assistenttræneren, der til BT kalder sagen 'spild af tid'.

BT har også talt med AGFs direktør, Jacob Nielsen, der meget gerne vil udtale sig om udviklingen i disciplinærsager, men som henviser til den redegørelse, som AGF sendte til Fodboldens disciplinærinstans i forbindelse med sagen. Her skriver de blandt andet:

»Man må i Fodbolddanmark i stedet sande, at der må være andre metoder i kampen for at bremse den negative tilskueropbakning end at udøve en vilkårlig klapjagt på pyroteknik, et fænomen, som klubberne i flere år har anvendt enorme ressourcer på sikkerhedsmæssigt at forhindre.«

Og:

»DBU og klubberne bør langt hellere sammen adressere udfordringen med et faldende tilskuertal, og de andre udfordringer dansk fodbold står overfor. Brugen af pyroteknik og et tweet med et kampbillede med røg fra en assistenttræner med 471 følgere er ikke et af de problemer, hverken AGF eller DBU bør bruge tid på at beskæftige sig med.«

BT har forsøgt at indhente en kommentar fra Fodboldens disciplinærinstans, der dog ikke er vendt tilbage.