Det kan ikke være rigtigt!

OBs sportsdirektør, Jesper Hansen, er utilfreds med de baneforhold og faciliteter, som Superliga-klubben bliver mødt i Odense, skriver obstruktion.dk.

»Prøv at tage ud og se de andre klubber, vi sammenligner os med, hvilke forhold de har, så vil du sige, ‘Hvad fanden sker der her?’. Hvis du tager til andre klubber i Superligaen, så er det to forskellige verdener, og det skal man bare også holde sig for øje, at OB har dårlige forhold,« siger Jesper Hansen til fansiden.

Det, som sportsdirektøren er utilfreds med, er, at omklædningsfaciliteterne er forældede i Ådalen, og at baneforholdene på Dyrskuepladsen ikke er specielt attraktive for en klub med 900 medlemmer.

»Bane 1 er fin nok, men det er jo en, vi lejer af amatørerne og kommunen, så vi betaler for den. Så har vi lige skiftet kunstoftæppet, så vi har principielt kuntstofbanen, og så har vi halvanden bane nede bagved, som er OB’s baner til 900 medlemmer. Bane 1 er en, vi har lejet til førsteholdet. Så låner vi nogle baner, tidligere ovre i Bolbro og Kildemosen, og så har vi Dyrskuepladsen, som hele tiden er ‘hundelufterplads’ og alt muligt andet, og så er vi afhængige af, at der kan være Grøn Koncert eller Dyrskue eller andre ting, og det er ikke godt for et fodboldflagskib for Fyn. Det kan ikke hjælpe noget, at vi sidder med nogle forventninger til OB, hvis vores hverdag er præget af, at vi ikke kan spille fodbold, og det er den jo i dag. Det er ikke nogen undskyldning, det er fakta,« siger Jesper Hansen.

OB har fået en lunken indledning på Superligaen med to sejre, tre uafgjorte og to nederlag - og en målscore på 6-6.

Søndag spiller fynboerne hjemme mod Brøndby på Odense Stadion.