Olafur Kristjansson bliver siddende som træner i Randers FC.

Det er en af konklusionerne efter det store krisemøde, som bestyrelsen i den jyske klub har holdt i dag.

Det oplyser bundklubben i Superligaen til BT Sporten. Randers FC's pressemand, Kristian Fredslund Andersen siger, at Olafur Kristjansson er med i bussen, der er på vej til Randers FC's pokalkamp i aften på Starup Stadion ved Grindsted mod Agerbæk SF/Starup IF.

Ifølge pressetalsmanden, så har den sportslige situation været oppe at vende på mødet. Men der er ingen ændringer i forhold til trænerstab og lederstab. De kører videre med det nuværende setup.

Det bekræfter direktør Michael Gravgaard.

»Vi har i dag i Randers FC holdt bestyrelsesmøde. Her har vi drøftet den sportslige situation. Helt berettiget er der stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor vi ligger, hvor vi gør. Da det ikke er gået som forventet, har vi forsøgt at finde nogle løsninger på, hvordan vi kommer væk fra Superligaens bund. Jeg har stadig nøglerne til kontoret og Olafur Kristjansson er sammen med spillerne på vej til kamp i DBU Pokalen mod Agerbæk SF/Starup IF,« siger direktøren.

Randers FC har ellers fået en forfærdelig start på sæsonen. Status efter syv runder: Ingen sejr, kun to scorede mål (færreste af alle), kun tre point og en klokkeklar sidsteplads.

I dag har Randers-bestyrelsen så kigget nærmere på situationen, hvor Olafur Kristjanson ikke deltog. Det gjorde direktør Michael Gravgaard til gengæld:

Michael Gravgaard - hvilke løsninger er I kommet frem til?

»Der er ingen trylleformular. Nu har vi følt hinanden på tænderne, og nu koncentrerer vi os om pokalkampen i dag.«

Hvordan har I tænkt jer at komme videre?

»Det er et godt spørgsmål, og der er ingen enkle svar. Men vi kommer videre ved at fokusere på de gode ting og på at få noget energi ind i de ting, vi laver. Det kan ikke nytte noget, at vi graver hullet dybere. Det handler om at få adresseret de konflikter der er og få det nøgternt konstateret, at det ikke hjælper at pege fingre af hinanden. Men det er jo ikke sådan, at vi ikke kan spille fodbold.«

Så du er stadig kombineret direktør og sportsdirektør?

»Jeg har ikke hørt andet i hvert fald.«

Er der så ro på nu?

»Det er der vel ikke før vi igen begynder at vinde fodboldkampe. Sådan er det, og det er den præmis vi lever med.«

Har du været for hånd i dine udmeldinger det seneste stykke tid?

»Det er jeg ikke den rette at spørge om. Men det synes jeg jo ikke, at jeg har været. Vi må være mere positive og bakke hinanden op. Vi mener, at vi har et spillermateriale, der er bedre end til at ligge sidst i Superligaen, og det har vi så i dag på bestyrelsesplan talt om. Det bestyrelsen har talt om og det jeg som direktør har stået på mål for, er de overordnede linier: Hvor er vi på vej hen?«

Hvad blev der på bestyrelsesmødet ellers drøftet?

»Ikke så meget andet.«

Kommer der for jeres vedkommende til at ske noget inden transfervinduet lukker natten mellem torsdag og fredag?

»Det håber jeg og det arbejder jeg på. Vi kigger på alt, der kan forstærke holdet. Jeg håber på, at der kommer to spillere ind og så kan det være, at jeg kommer til at acceptere på at der også bliver solgt en eller to spillere. Selvfølgelig kigger vi på at få skærpet os offensivt.«

Har du fået flere penge stillet til rådighed af bestyrelsen til indkøb?

»Det er det samme beløb som hidtil.«