Pierre Kanstrup har sagt nej til flere kontraktforlængelser i Sønderjyske og bliver nu jagtet af flere danske og udenlandske klubber

En decideret budkrig kan komme i spil mellem de to Superliga-klubber Randers FC og FC Midtjylland, hvis de gør alvor af deres interesse i profilen Pierre Kanstrup.

Ifølge BTs oplysninger har de to jys- ke klubber forhørt sig på Sønderjyske-anføreren, der har et halvt år tilbage af sin kontrakt og derfor skal skydes af sted denne vinter, hvis klubben skal få nogle penge for ham. Hvis da ikke de udenlandske klubber Bursaspor fra Tyrkiet og Colorado Rapids fra USA først får ham til at sætte sin autograf på en kontrakt.

Som tingene er lige nu, ser den 27-årige midterforsvarer nemlig ikke ud til at fortsætte i Haderslev-klubben, og Pierre Kanstrup er klar til at rykke videre til større udfordringer.

»Jeg føler mig da klar til at tage det næste step. Ikke at det ikke er stort at være anfører i Sønderjyske, men jeg vil da gerne spille for en klub, som har ambitioner om at spille med i toppen. De udfordringer kunne jeg godt tænke mig at være en del af,« siger Pierre Kanstrup, som har takket nej til ikke bare ét tilbud om en kontraktforlængelse, men to gange har sagt ’tak, men nej tak’ til sportschef i Haderslev Hans Jørgen Haysen.

»Sønderjyske og jeg er i hvert fald ikke kommet til enighed endnu. Så den er ligesom strandet, og umiddelbart er den lukket, for jeg har sagt nej tak til de tilbud, Sønderjyske er kommet med, og så har jeg ikke hørt mere,« forklarer den tidligere U-landsholdsspiller.

Kanstrup kom til Sønderjyske i sommeren 2014 fra 1. divisionsklubben Fredericia, og han har tidligere været i Brøndby med etiketten ’stort talent’ på sig uden at slå i gennem.

I Sønderjyske er det store potentiale blevet forløst, og han havde med fuld spilletid i alle kampe i sidste sæson en stor andel i, at klubben skrev historie og hentede sølvmedaljer.

Vil se tiden an

Det fik tyrkiske Bursaspor til at lægge et bud, men Sønderjyske afviste, ligesom klubben havde gjort et halvt år forinden, da Colorado Rapids forsøgte at hente ham. De to klubber er ifølge BTs oplysninger i den grad fortsat interesserede i at købe Pierre Kanstrup denne vinter.

»Tyrkiet har en helt anden kultur med fans og forventninger og større stadioner, så det tiltaler mig da. Samtidig synes jeg da også, at et tilbud fra USA er spændende, fordi MLS er voksende, og hvad jeg ved af, er der sindssygt meget fokus på ligaen, selv om det ikke er den største sportsgren dér,« siger Pierre Kanstrup på BTs henvendelse om interessen fra disse klubber.

Trods lysten til at komme ud over den danske grænse vil Pierre Kanstrup ikke udelukke hverken Randers eller FC Midtjylland.

»Det er bestemt ikke uinteressant. Jeg vil se tiden an og bliver nødt til lige at se, hvad der måtte komme i det her transfervindue. Skulle FC Midtjylland og Randers være så interesserede, at de lægger et bud, er det ikke kun op til mig at sige ja. Det skal Sønderjyske også,« siger han og tilføjer:

»Man kan sige, at Sønderjyske før har haft mulighed for at sælge mig, hvor de har sagt nej tak og ikke har været tilfredse med de penge, de kunne få, og så er spillet jo sådan, at der nu er under et halvt år tilbage af min kontrakt, og så må jeg godt snakke med andre klubber. Det er sådan, gamet er. Men som udgangspunkt er jeg Sønderjyske-spiller i et halvt år mere og har tænkt mig at udfylde min rolle til punkt og prikke. Så må vi se, hvad der sker. Hvis ikke der sker mere, er det Sønderjyskes ’sidste’ mulighed for at få lidt penge i kassen for mig,« slutter han.