Bestyrelsen i Brøndby IF kan nu gå et par aktive måneder i møde.
Bestyrelsen har nemlig fået godkendt deres ønskede plan om at rejse 100 millioner kroner i en kapitaludvidelse.
Det skete til klubbens ordinære generalforsamling tirsdag aften.
Brøndby meddelte i en selskabsmeddelelse i januar, at man sigtede efter at rejse omkring 100 millioner kroner ved nye salg af aktier.
De 100 millioner kroner ønsker bestyrelsen bl.a. at bruge på renovering af fantribunen Sydsiden, forbedringer af diverse lounger på stadion, mens en portion af millionerne skal bruges på ungdomsafdelingen Masterclass.
Ved generalforsamlingen var 227 aktionærer mødt frem, og forslaget blev vedtaget enstemmigt.
Beløbet kan endda stige til 156 millioner kroner, hvis man formår at sælge samtlige aktier, men målet er i første omgang 100 millioner kroner.
Bestyrelsesformand Jesper Møller kom i sin åbnende beretning ind på, at Sydsidens betonelementer gevaldigt trænger til renovering, da de efterhånden ikke kan klare belastning fra de store kampe.

Der var dog en enkelt aktionær, der havde et behov for at vide, hvordan de 100 millioner konkret skal fordeles på de tre overordnede poster.
Og det kunne Brøndbys administrerende direktør, Jesper Jørgensen, ikke løfte sløret for endnu.
»Vi sidder lige nu og arbejder på et prospekt, hvor det vil bliver offentliggjort præcist, hvordan pengene bliver fordelt.«
»Ambitionen er, at vi skal være gældsfri ved udgangen af 2019, mens pengene også skal bruges på de tre punkter, men jeg kan ikke komme præcist ind på, om det bliver x, y eller z antal kroner på de forskellige poster,« sagde Jesper Jørgensen.
På generalforsamlingen blev der også rejst et ønske om kvindelig repræsentation i bestyrelsen, hvilket Jesper Møller erklærede som et ønske allerede for næste år.
Derudover blev der sat spørgsmåltegn ved, hvad der vil ske, hvis Brøndby ikke lever op til sine målsætninger for 2019.
Bestyrelsen har i sin årsrapport for 2018 arbejdet med forventningerne om, at man får solgt spillere for omkring 44 millioner kroner, at man slutter i top-3 i denne sæson samt er placeret i top-6 efter den kommende efterårssæson.
»Så betyder det, at vi ikke tjener de penge, vi forventede. Det kan både have en regnskabsmæssig og en likviditetsmæssig konsekvens. Det vil også blive beskrevet i det førnævnte prospekt,« sagde administrende direktør Jesper Jørgensen.