De gav det et skud, men det bliver ikke noget i denne omgang.

I sidste uge kunne B.T.-podcasten 'Transfervinduet' fortælle, at Brøndby IF havde planer om at forhøre sig hos Jens Stryger Larsen, for kunne landsholdsspilleren mon lokkes hjem til sin tidligere klub?

Landsholdsbacken med de 47 landskampe har til sommer kontraktudløb i Udinese, som han ønsker at forlade efter et halvt år ude i kulden, og kan derfor skifte gratis til en ny klub.

Det bliver dog efter alt at dømme ikke Brøndby IF i denne omgang, lyder svaret fra Stryger Larsen, kan 'Transfervinduet' opdatere om i denne uge.

Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

Ifølge podcastens oplysninger skulle der have været kontakt mellem parterne, men Stryger Larsen, som har en VM-plads at kæmpe for, har meddelt, at han ønsker at fortsætte med at spille i udlandet, inden han eventuelt vender hjem til Superligaen senere i karrieren.

Aktuelt skulle der ifølge italienske medier være kraftig interesse fra Cagliari i danskeren, som topper Serie A-klubbens liste over forstærkninger til højreback-pladsen.

Det skriver lokalmediet mondoudinese.it.

Her kan man læse, at Cagliari står til at skulle erstatte profilen Raoul Bellanova, som efter alt at dømme skal skifte til en større klub end Cagliari i det kommende transfervindue.