Han havde ikke turdet drømme om at stå i den situation, som han står i lige nu.

Men 19-årige Jesper Lindstrøm har fået spillet sig på Brøndby-holdet efter en periode, hvor det så svært ud.

»Det var hårdt at løbe rundt og få at vide, man ikke var klar og god nok, som Alex (Zorniger, red.) sagde på det tidspunkt.«

Sådan siger Jesper Lindstrøm til TV3 Sport om den udmelding, Alexander Zorniger kom med sidste år. For tyskeren var klar og kontant i mælet, da snakken faldt på Masterclass i Brøndby.

Jesper Lindstrøm (th.) har fået spillet sig på Brøndby-holdet.
Jesper Lindstrøm (th.) har fået spillet sig på Brøndby-holdet. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

»Vi fisker i en meget lille sø. Lige nu har vi ikke kvaliteten i Masterclass (Brøndbys ungdomsafdeling, red.) til at tage to-tre spillere derfra hvert år,« sagde Alexander Zorniger - der blev fyret i februar - og tilføjede, at mange unge danske spillere ikke har mentaliteten til at tage næste skridt.

Det har Jesper Lindstrøm gjort sammen med flere andre unge talenter.

»Nu har vi fået en træner, der ser meget på os unge, og det er selvfølgelig super fedt. Jeg har været heldig men selvfølgelig også arbejdet for det. Nu er det gået helt vildt hurtigt, jeg har lavet tre mål på Brøndby Stadion. Det kan jeg bare takke Niels (Frederiksen, red.) for,« siger en glad Jesper Lindstrøm.

Et af de store mål er at gøre som Daniel Agger, der i den grad kan betegnes som en Brøndby-dreng.

En spiller, der var en stor klubmand, som blev solgt til en stor udenlandsk klub, og da karrieren lakkede mod enden, vendte han hjem til Brøndby og sluttede der.

Og selvom det måske ikke bliver Liverpool, han bliver solgt til, håber Jesper Lindstrøm, at han en dag kan blive solgt for et pænt beløb.

»Det har jeg snakket med familien om. Det handler ikke kun om, jeg kan få flere penge, men også at jeg kan støtte min klub og præstere så godt, at jeg kan blive solgt, så de kan få nogle penge. Vi skal have flere penge i Brøndby, og det kunne være fantastisk at være den spiller, der gav dem det. Men vi tager en dag ad gangen, og lad os nu se hvad der sker i fremtiden,« siger Jesper Lindstrøm.

Næste mulighed for at få endnu en kamp i Brøndby-trøjen bliver søndag, hvor AGF kommer på besøg på Vestegnen.