Parken Sport & Entertainment præsenterer et underskud på 25,1 million i første kvartal af 2019.

Det meddeler selskabet bag FC København mandag i en meddelelse til Fondsbørsen.

'Udviklingen kan primært tilskrives Lalandia og FC København & Stadion,' bliver det beskrevet af klubben.

Det bliver videre forklaret, at en af grundene er påskens placering i kalenderen – den faldt først i april, og den store Lalandia-periode var derfor ikke med i det første kvartalsregnskab for 2019.

FCK holder mandag kl. 14 pressemøde, hvor klubben meddeler, at manager Ståle Solbakken har fået en ny kontrakt – følg det live her

Den samlede omsætning lød på 131,8 millioner kroner mod 167,3 i 2018. Sidste år havde selskabet et overskud på 6,5 millioner kroner i samme kvartal.

Den negative udvikling skyldes primært Lalandia, FC København og stadion, lyder det i meddelelsen.

På den sportslige front i FCK er årsagen til tilbagegangen, at klubben sidste år fortsat deltog i Europa League i foråret, hvor Atlético Madrid var modstanderen.

I år var klubben ikke med i de europæiske knockoutkampe.

Derudover havde klubben i 2018 bedre resultat i sine transferaktiviteter. I år udgjorde resultatet et minus på en halv million kroner mod et plus på 15,9 millioner sidste år.

Optimismen er dog i behold for hele året, 2019.

Parken Sport & Entertainment A/S fastholder forventningerne for 2019 og forventer en omsætning på mellem 800 og 850 millioner kroner og et resultat før skat på mellem 45 og 60 millioner.