Robert Skov har strålet i denne sæson - og nu skulle en stribe af Premier League-klubber kigge på FC København-spilleren.

Den klart største blandt de interesserede er Christian Eriksens Tottenham.

Det skriver Sky Sports og nævner tre andre klubber: Watford, Wolverhampton og West Ham.

Men det er Tottenham-interessen, der gøres mest ud af fra mediets side.

Her bliver det nævnt, at Tottenham 'kigger efter en angriber, der kan spille bag Harry Kane i højre side eller på midten'. Det bliver fremhævet, at Robert Skov netop har trivedes i højre side i denne superligasæson.

Her har den 22-årige komet været i ganske forrygende form og er superligatopscorer.

Ikke overraskende er han undervejs kåret til 'efterårets profil'.

Og da målene stadig haglede ind, da forårssæsonen begyndte i 2019, kunne selv FCK-manager Ståle Solbakken ikke styre begejstringen.

»Det er jo nærmest et historisk hattrick med tre mål i tre af de sidste fire superligakampe. Det er jo helt godnat,« sagde nordmanden og fortsatte med roserne:

Robert Skov scorede på straffespark i søndagens Superligakamp mod Vejle.
Robert Skov scorede på straffespark i søndagens Superligakamp mod Vejle. Foto: Lars Møller
Vis mere

»Den statistik, han (Skov, red.) har nu, finder du nok ikke magen til i hele Europa. Måske Messi.«

Hele 22 scoringer er det blevet til - senest blev det til en enkelt i søndagens superligakamp mod Vejle.

Flere af dem har været på direkte frispark, og i den forbindelse har Robert Skov afsløret lidt af hemmeligheden bag.

Ifølge Sky Sports har Robert Skov også 'imponeret i Europa League-gruppespillet', selv om FCK ikke havde nogen mindeværdig europæisk kampagne i efteråret, hvor det blev til en sidsteplads.

I det hele taget har han været brandvarm trods en kun kort karriere i FCK efter sommerskiftet fra Silkeborg.

Eksempelvis skulle tyrkiske Fenerbahce have udvist interesse.

Sky Sports skriver ikke noget om en eventuel pris på Robert Skov.

Da hypen var på sit højeste i efteråret, lød det dog fra fodboldagenten Mikkel Beckmann:

»Jeg tænker, at en pris i hvert fald skal være på den gode side af 50 millioner kroner. Faktisk er det ikke urealistisk, at hans pris kan nærme sig de 100 millioner kroner,« vurderede han:

»En kantspiller, der laver så mange mål og assists, med et frispark af en anden verden, er der ikke super mange af. Det er i høj kurs hos mange klubber.«

Han har kontrakt med FCK frem til 2022.