FCK-manager Ståle Solbakken har brugt sin sparsomme sommerferie på at få skuffelsen over sidste sæsons uhørte superliga-fjerdeplads ud af systemet.

Og den mission så ud til at være fuldført med, da Solbakken forleden kaldte ind til opstartstræning på anlægget på Frederiksberg.

Nordmanden var i strålende humør og lagde ikke skjul på, at han ser Brøndbys og FC Midtjyllands guldduel som et engangstilfælde. I den nye sæson skal hakkeordenen geninstalleres.

Går I efter guldet, eller skal I lige...

»Hvert eneste år! Hvert eneste år det ambitionen,« nærmest hujede den 50-årige FCK-boss.

»Det er jo ikke sådan, at vi lægger os ned og dør, fordi FC Midtjylland køber en spiller hver anden dag. Vi går efter det, som vi gør hvert år.«

»Vi havde mange gode oplevelser sidste år - specielt i slutspillet. Nogle af kampene tabte vi helt unødvendigt - måske på mangel af rutine og erfaring. Men det, vi præsterede i de sidste 11 kampe, var rigtig godt på mange parametre, og vi dominerede stort set alle kampene.«

Mens mestrene fra FC Midtjylland - som Solbakken selv nævner - og konkurrenterne fra Brøndby allerede har været særdeles aktive på transferfronten denne sommer, vil den norske manager ikke garantere, at københavnerne deltager i våbenkapløbet.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han har erstattet den hjemveramte forsvarer Erik Johansson med svenske Sotirios Papagiannopoulos. Og målmanden Jesse Joronen er hentet fra Horsens til København, hvor han skal erstatte Robin Olsen, der med al sandsynlighed skifter klub efter VM-slutrunden.

Den paraguayanske topangriber Federico Santander blev forleden solgt til den italienske Serie A-klub Bologna, og FCK-manageren har ikke lagt skjul på, at de en del af de 45 millioner, som klubben ifølge B.T.s oplysninger har fået for Santander skal bruges på en ny angriber. Og derudover har han selvfølgelig øjnene åbne, hvis de helt rigtige muligheder byder sig.

»Men vi køber ikke bare for at købe. Vi skal have lidt x -factor,« fortalte Solbakken.

Derudover er han pt. tilfreds for sin trup, hvor flere unge talenter står på spring.

»Vi er meget glade for meget af det, vi har. Jeg registrerer, at mange af dem, der efterlyser, at vi skal bruge de unge spillere, er de samme, som siger, at vi skal købe nye spillere. Der ligger et paradoks der. Køber vi, får vi ikke kørt de unge ind. Og omvendt. Sådan er branchen. Vi er fortrøstningsfulde lige nu, og vi har en god trup.«

»Husk, at der jo var undtagelsestilstand i den forgangne sæson. Før jul blev vi ramt af seks-syv alvorlige skader. Og når vi så skulle spille kamp hver tredje dag, må vi bare erkende, at det blev for meget for os. Man må også huske, at vi var det eneste hold, der spillede europæisk fodbold. Men jeg er fuld af optimisme inden den kommende sæson, og vi har tænkt os at gå til den,« garanterede nordmanden.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Der er ellers overskud i pengekassen til at gå på shopping. Ud over de 45 millioner kroner, Santander-salget indbringer. Klubben får desuden minimum 5,5 millioner fra FIFA for udlån af spillere til VM. Og via vidersalgsklausuler skyder Thomas Delaneys skifte fra Werder Bremen til Borussia Dortmund tæt på 15 millioner kroner ind på FCK-bankkontoen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Snakken om Delaneys skifte fik i øvrigt Solbakken til at lyse op i et stort smil.

»Jeg tænker på, hvor mange frustrationer, der var i og omkring klubben i 2013/14-sæsonen, når det kom til Thomas Delaney. Stort set alle mente, at hvis vi skulle være et mesterskabshold, så kunne Delaney umuligt være en af de bærende spillere. Det kan også være, at vi selv tænkte det indimellem, men vi valgte at give Thomas tillid og gjorde ham til viceanfører, da han havde det hårdest. Og i den kommende sæson skal han så spille for en af Europas største klubber.«

Havde du troet på, at han nogensinde kunne komme så langt?

»Jeg tænkte det. Men det var der ingen andre, der gjorde. For det var faktisk mig, der måtte ringe til Werder Bremen og fortælle dem, at de skulle købe Thomas Delaney. De kunne få ham for halv pris, hvis han lige kunne få lov at skyde os i Champions League først. De ville egentlig kun have én spiller - Ludwig Augustinsson. De ville ikke have Delaney. Og aftalen blev kun til, fordi jeg sagde, at de ikke ville få Augstinsson, med mindre de kiggede en ekstra gang på Delaney,« forklarede Solbakken, inden han tridsede ind i omklædningsrummet. Klar til igen at gøre krav på guldet.