BT har frem mod forårssæsonen besøgt og interviewet OBs profil Rasmus Falk.

De fleste har en forestilling om, hvordan fodboldspillere er. Er du en typisk eller en atypisk fodboldspiller?

»Jeg er nok en atypisk fodboldspiller. Det tror jeg på mange måder, jeg er omkring nogle ting, men der er selvfølgelig også steder, hvor jeg falder ind under idéen om den typiske fodboldspiller. Jeg går rigtig meget op i mit fodbold og går meget op i, at det skal gøres perfekt. Jeg er meget perfektionistisk. Især omkring min fodbold. Men jeg synes også, jeg er god til at have et liv ved siden af. Jeg føler, jeg er professionel omkring min sport, og jeg går op i detaljerne omkring den, men det er også vigtigt, at hele livet ikke bliver fodbold. Det, at der har været tidspunkter, hvor jeg har lagt fodbolden lidt væk, har gjort mig bedre. Det er jeg sikker på.«

»Alle mennesker er forskellige på et eller andet niveau. Som fodboldspiller på det her niveau oplever man relativt tidligt, at man kan leve på en måde, som der ikke er mange andre jævnaldrende, der kan. Der er en masse opmærksomhed på en, man har et interessant job og nogle muligheder, som ens kammerater ikke har. Men jeg har hele tiden gjort meget ud af, at det ikke må have nogen indflydelse. Min familie, mine venner og min kæreste ved, hvordan jeg er. Men det er også et billede, som jeg gerne vil have, andre folk har. De må gerne vide, at jeg ikke kommer til at ændre mig på grund af succes hverken det ene eller det andet sted. For mig er det vigtigt at skille mit job, fodbolden, og så min fritid ad.«

Er der forskel på den Rasmus Falk, offentligheden kender, og den rigtige Rasmus?

»I pressen prøver jeg altid at være stille og rolig og ikke give så meget af mig selv. Det er måske en rolle, jeg har taget for at beskytte mig selv og ikke dele for meget ud af mit liv. Men i omklædningsrummet og med mine venner prøver jeg at skabe lidt liv og lave lidt sjov. Jeg prøver at komme rundt og snakke med alle.«

»Der er helt klart forskel på det billede, offentligheden har af mig, og hvordan jeg i virkeligheden er. Og det er ikke noget, jeg har det dårligt med. Jeg tror heller ikke, offentligheden har et dårligt billede af mig, men det er begrænset, hvor meget jeg giver. Der er nogle spillere, der giver helt vildt meget af sig selv, og det har jeg slet ikke noget imod. Jeg synes tværtimod, det er sjovt. Men jeg kan på mange måder godt lide at være lidt anonym og være lidt tilbagetrukket. Jeg behøver ikke skabe vilde ting hver dag. Så der er sikkert forskel på det billede, mennesker omkring mig har, og det billede andre folk har. Man skaber altid et billede af en person.«

Hvad er dit bedste karaktertræk?

»Det er, at jeg ser ens på alle mennesker. Det er jeg glad for, og jeg hader, når folk ikke gør det. Det er lige meget, om man kan det ene eller andet. Alle er lige.«

Hvad er så dit værste karaktertræk?

»Jeg er en dårlig taber. Det kommer frem – og det kan være i alt. Jeg er virkelig konkurrencemenneske – det er der, jeg kan være mindst stolt af mig selv.«

Hvilket nummer spiller du bedst på din guitar?

»Wonderwall (med Oasis, red.) var utrolig nem at lære på det niveau, jeg begyndte på . Det er den, jeg spiller bedst. Den sidder dér nogenlunde. Jeg gider ikke spille sange, jeg ikke kan lide. Wonderwall er et fedt nummer, og det er den sang, jeg har brugt mest tid på og den, jeg er mest stolt af. De andre vil sige, at det er den eneste, jeg kan nogenlunde. Den er også ret nem.«

Hvad er den mest bizarre oplevelse, du har haft i dit fodboldliv?

»Der er mange, for som fodboldspiller møder man folk fra forskellige kulturer. Vi har haft en del spillere fra Afrika, som har været fantastiske og utroligt sjove. Jeg har stadig kontakt med en af dem i dag.«

»Da Kaliou Traoré (midtbanespiller fra Mali, der var i OB fra 2010 til 2012, red.) kom hertil, var der nogle ting, hvor man ikke kunne lade være med at grine og tænke ’hvad fanden sker der her’. Han var en fantastisk person, men han var godt nok sjov. Engang kørte jeg bagved ham i bil på et tidspunkt, hvor der var is på vejene. Det var han ikke vant til, så han tog det ikke roligt og bremsede ikke inden svingene. Det kunne han jo ikke vide, man skulle, for det var første gang, han havde oplevet det. Men da han bremsede, stoppede hans bil ikke, så da jeg kom forbi, holdt han inde i en hæk med armene ud af vinduet uden overhovedet at kunne forstå, hvad der var sket.«

»Når man møder en masse forskellige kulturer, er der en masse sjove historier fra omklædningsrummet. Men nogle af dem skal selvfølgelig ikke ud.«

Hvem er det vigtigste menneske i dit liv?

»Det er min far. Og min mor. Dem ved jeg altid, hvor jeg har. Det gør jeg også med min kæreste, mine venner og mine søskende. Men de to har jeg haft fra dag ét af, og dem kan jeg altid regne med. Jeg bruger min far til noget og min mor til noget andet. Fodbolden bruger jeg min far til, for det har han forstand på. Til alle de andre ting bruger jeg min mor. Om det så er mad, lejlighed eller noget andet. Det har hun styr på, og det er jeg hende evigt taknemmelig for.«

Hvordan vil du gerne huskes?

»Først og fremmest vil jeg gerne huskes for mine bedrifter og præstationer på fodboldbanen. Det er det vigtigste. Jeg håber selvfølgelig også at blive anerkendt for det, jeg har lavet i OB. Jeg har været her 11 år og har været glad for alle årene. Det ville jeg være rigtig glad for. Jeg forstår godt dem, der er skuffede over mit valg (skifter til FCK til sommer, red.). Men jeg håber, folk også kan se det fra min side.«

Er der en lille del af dig, der er nervøs for at flytte til København?

»Jeg ved ikke, om jeg vil sige nervøs, for jeg glæder mig og er klar til udfordringen, når den kommer. Mit fokus er først og fremmest på at gøre det færdigt i OB, men det er selvfølgelig et stort skifte, når man skal flytte fra et sted og en by, hvor man har boet og været glad i mange år. Jeg er spændt, men jeg er ikke i tvivl om, at det bliver godt derovre.«