»Under corona så jeg ikke min søn i ti måneder, da han spillede i Portugal. Det er jo bare sådan, det er. Det kan vi ikke lave om på. Der er bare nogle ting, man må ofre for at lykkes.«
David Nielsen virker helt afklaret og måske ikke så påvirket som andre ville, hvis de ikke så deres barn i ti måneder eller blot havde set dem tre uger på et år.
Men det er bare virkeligheden for AGFs cheftræner. Han har oplevet ting, som har givet ham en robusthed, der gør, at han ikke lader sig slå ud eller påvirke af følelser.
Det er en robusthed, han ufrivilligt fik, da han som en ung mand i 20erne blev ramt af en stor personlig tragedie, da hans mor døde.
»At jeg mistede min mor i en ung alder har været skelsættende for, hvordan jeg er som person i dag. Jeg har haft en vis form for robusthed rent mentalt i forhold til følelser, og hvornår man lader sig påvirke og slå ud. Den største modgang i livet er at miste en, der er tæt på dig,« siger David Nielsen, da B.T. møder ham på AGFs træningsanlæg Fredensvang i Viby J.
»Jeg ville da ønske, min mor havde oplevet alt lige siden den dag, hun var død. Det er meget simpelt. Jeg vil gerne have haft, hun havde set mine børn vokse op og set, hvad de gør, men også min egen udvikling og de ting, jeg har lavet.«
Selv ser David Nielsen kun sin ældste søn, 20-årige Noah Holm, tre uger om året. Han er gået i sin fars fodspor som professionel fodboldspiller med adresse i Rosenborg i Norge.
Her er han ved at slå sit navn fast under Åge Hareide, hvor han har lavet tre mål i denne sæson.
»Det er super dejligt, at det går godt. Det har han arbejdet hårdt for. Vi lever begge i den her verden, og det gør, at det ikke er mange af hans kampe, jeg får set, men jeg gør, når jeg kan. Jeg ser ham nogle gange til jul, ellers er det tre uger om sommeren. Sådan er det bare i fodboldbranchen.«
Han tilføjer, at han godt er klar over, at det jo ikke er helt normalt, at man som familie ser så lidt til hinanden, men det er blevet en normalitet for dem efter et langt liv med fodbold.
Det 20-årige stortalent har valgt at stille op for det norske landshold, selvom begge hans forældre er danske. Det er der dog en god grund til, mener David Nielsen.
»Der ligger ikke andet bag end, at da det første landshold skulle udtages, så kom han med ind omkring det norske. Jeg havde det rigtig skidt med at ringe til Danmark og spørge, om de ikke ville være søde at tage min søn med på U15-landsholdet,« siger han og fortsætter:
»Senere er han endt med at bo det meste af sit liv i Norge (da David Nielsen blandt andet spillede en del år i Norge, red.), og han taler norsk. Jeg ved godt, at det ser kontroversielt ud, men det var det ikke på det tidspunkt, vi traf beslutningen. Der er ikke nogen, der turde drømme om, at vi sidder i den situation, vi sidder i nu. Det er der ingen, der regner med, når man står med en knægt på 14 år.«
Men Noah er ikke den eneste af David Nielsens børn, der har store drømme om at blive professionel sportsudøver. Det har hans yngste søn og datter også. Sønnen spiller basket på højt niveau, mens datteren også spiller fodbold.
Det er en meget aktiv familie, og der er sjældent ret mange hjemme på samme tid, da der altid er nogle på vej ud ad døren til træning.
»Der er altid en eller anden, der er sur i huset. En dør, der smækker, og noget, der falder ned fra væggene, eller et værelse, hvor der bliver spillet højt musik, fordi man har vundet eller tabt. Det er sådan, dynamikken er hjemme ved os, og det giver en god energi. Det er meget sjældent, at alle vinder, og alle er glade, men når de dage er der, så bestiller vi pizza og cola. Vi er en ambitiøs familie, hvor alle følger hver sin drøm.«
David Nielsen er en mand, som udadtil ikke viser ret meget sårbarhed, men da B.T. spørger ham, hvornår han sidst græd, indrammer det meget godt, hvilken person David Nielsen er.
»Jeg græd sidst, da Tiger Woods vandt Masters i 2019. Jeg har let til tårer, når nogen opnår noget fantastisk. Men jeg græder ikke forfærdeligt tit.«
