»Jeg gør det også for dem.«
Carlos Zeca smiler. Men bag det gemmer der sig et enormt savn, som FCK-generalen ikke lægger skjul på.
At udleve sin store drøm og knokle hver dag på dansk græs har sin pris. En af dem er at mangle sine to døtre i hverdagen.
De bor med deres mor i Portugal, og han har faktisk været ‘adskilt’ fra dem de sidste fire år.
»Det er rigtig hårdt for mig, og jeg savner dem rigtig meget. Det er ikke nemt, at der kan gå fire eller seks måneder, før jeg ser dem. Men jeg gør det her for dem også. Jeg ved, jeg får tid til at nyde livet med dem og se dem vokse op. Det, jeg gør, er med til at give dem et bedre liv. Et liv, jeg ikke havde, uden stress,« siger Carlos Zeca.
Mere om det liv senere, for sådan er det slet ikke nu. Carlos Zeca er i dag en af de store profiler på Ståle Solbakkens FCK-hold, som han kom til i august 2017, hvor det ikke gik godt. Der var pres på.
»Presset på mig var i form af at hjælpe holdet ud af den dårlige situationen med min erfaring. Det var svært. Alt gik galt for os. Det gode ved mentaliteten her er, at man kommer stærkere tilbage, og det viser meget om holdet og spillerne,« siger Carlos Zeca.
Hans første sæson sluttede med en skuffende fjerdeplads.
I foråret tog klubben så revanche, og Carlos Zeca kunne løfte mesterskabspokalen i det, han selv beskriver som højdepunktet indtil videre i FCK-trøjen.
Men for midtbanespilleren personligt var den første tid i det danske ikke helt let.
»I starten var det svært for mig. Det var koldt, det var mørkt klokken fire. Det var ikke nemt. Jeg frøs hver dag og havde så meget tøj på,« griner han og fortsætter:
»Men spillerne her hjalp mig med det hele, og det jeg havde brug for. Klubben støttede mig også, så de har gjort det nemmere, end jeg forventede. Jeg troede, det ville være endnu hårdere,« siger Carlos Zeca, der i dag er en af lederne på holdet.
En rolle, der passer ham fint, og som han har prøvet før. Og han har også et bud på, hvorfor det netop var ham, Ståle Solbakken udpegede som manden, der skulle løfte anfører-arven efter profiler som Thomas Delaney, Mathias ‘Zanka’ Jørgensen og William Kvist.
»Han kender min karakter og hvad jeg kan i omklædningsrummet - den energi, jeg kan komme med i kampene. Min krigermentalitet. Jeg kan løfte de andre med den måde, jeg spiller. Det var nok det, han tænkte, da han gav mig anførerbindet,« siger Carlos Zeca.
Da han kom til, kendte han ikke nogen. Han vidste, at Pieros Sotiriou, som han kan tale græsk med, var i truppen, men han havde aldrig mødt ham før. Alt var nyt, men det at få venner var egentlig let, og han elsker at bo i København.
Når den ikke står på fodbold, er han ude at spise eller sammen med sine venner. Og så ses han tit med Pieros Sotiriou og Sotirios Papagiannopoulos. De taler græsk sammen, og det gør det hele endnu nemmere.
»De bor også meget tæt på mig, og nogle gange er Pete (Peter Ankersen, red.) også med. Vi er syv-otte spillere, der bor samme sted, så vi ses af og til. Ellers går jeg ture med min kæreste for at se og opleve byen. Hun bor her sammen med mig, men rejser frem og tilbage, fordi hun har arbejde også,« siger Carlos Zeca.
Og så ser han sine børn, når det er muligt. Han lægger bestemt ikke skjul på, han ville ønske, det var oftere, men han knokler for dem hver dag. Netop det at knokle har han på sin vis kendt til, siden han var lille. I hver fald væltede familien ikke i penge, og der blev arbejdet hårdt, fortæller Carlos Zeca, der de første år af sit liv boede i Portugal.
Da han var ti år gammel, mistede han sin far, og hans mor måtte tage sig af ham og lillebroren.
»I mine ferier passede jeg min bror. Vi manglede ikke mad, vi havde et fint sted at bo, strøm og vand, fordi hun gav os det. Men jeg kan for eksempel huske, at jeg i fire eller fem år ønskede mig en computer. Jeg fik først en, da jeg var 20. Jeg vidste ikke, hvad det var før,« siger FCK-spilleren om opvæksten, der på sin vis var stressfyldt, og fortsætter:
»Jeg vil give mine piger et bedre liv. Det var ikke fordi, mit liv var dårligt, og jeg er meget glad for at have en person som min mor til at tage sig af mig. Jeg vil sørge for, at når de vokser op, kan de få deres eget sted og bygge videre på noget,« siger Carlos Zeca.
Det betyder dog, at han i disse år er mere væk fra dem. Og det er svært. Han går glip af mange ting - de små ting, især.
»Min ældste datter sagde en dag til mig: ‘Jeg tror, jeg kan lide en dreng’. Og man er ikke forberedt på, hvad man skal sige, eller hvordan man kan hjælpe hende. Man går glip af de øjeblikke, man måske ellers ikke tænker er så vigtige,« siger Carlos Zeca, der taler med en tydelig stolthed, når snakken falder på døtrene.
»Jeg ville ønske, jeg kunne være der hver dag og se dem vokse op, at de kunne tale med mig om alting, at vi kunne have det sjovt, jeg kunne hjælpe dem, at jeg kunne se deres opvisninger og følge dem i skole hver dag, hente dem igen. Alle de ting, fædre normalt gør, gør jeg ikke. Jeg tror, det måske er sværere for dem. De kan se, de andre bliver hentet af deres fædre. Det gør deres far ikke,« siger FCK-kaptajnen.
En af hans piger var på besøg sidste weekend og var med på banen efter sejren. Noget, hun havde glædet sig til, og så insisterede hun på at få taget billeder med sin far.
»Det er fantastisk at se, hvor glad hun er, når folk synger mit navn. Når jeg er på tv, kan jeg se, hun er stolt. Hun siger: ‘Far, far, du er i tv.' Det betyder alt, når jeg ser et smil fra hende,« siger Carlos Zeca.
Han ved, at pigerne er stolte af ham. Den mindste taler om ham i skolen, og da han sidste sommer var på besøg, lavede han nogle aktiviteter med børnene, der sagtens kunne kende ham.
Og han håber, at pigerne kan forstå hans beslutning om at rejse, når de bliver større, og at han kan være et forbillede. For selvom han understreger, hvor meget han elsker fodbold, er det kærligheden til døtrene, der for alvor driver ham.
»Jeg håber, mine børn en dag kan forstå, hvad jeg har gjort, og hvad jeg har efterladt. Ikke at jeg har efterladt dem på den måde, for jeg ser dem stadigvæk. Men det er ikke på den måde, jeg helst ville.«
»Jeg kunne tage til Portugal og spille og være tættere på dem, men for at være ærlig, har jeg langt bedre forudsætninger her, end jeg ville have der. Jeg håber, de en dag vil forstå, jeg har gjort alt for dem og os som familie, og at de kan se det som et eksempel på styrke og hårdt arbejde for dem, man elsker,« siger Carlos Zeca.
Det hårde arbejde har han lagt i FCK de sidste to år. Og det oplagte spørgsmål er selvfølgelig, om Carlos Zeca kunne se sig selv tage endnu et skridt videre en dag?
»For at være helt ærlig, så ser jeg ikke mig selv tage endnu et skridt til en anden liga eller anden stor klub. Jeg er lige fyldt 31 og har stadig en lang kontrakt her.«
»Jeg er glad for at være her, og det går rigtig godt. Man ved selvfølgelig aldrig i fodbold. Så forventer jeg ikke noget, og så kommer der noget en dag, men det er ikke noget, jeg kigger efter. Jeg er glad for at være her, og oppe i mit hoved glæder jeg mig over at skulle blive her,« siger Carlos Zeca.
Han drømmer blandt andet om at spille Champions League i københavnerklubben - og at vinde mesterskabet igen.
»Det bliver jeg aldrig træt af. Bliver jeg mester fem år i træk, vil jeg med glæde det. Jeg ville blive så glad,« smiler Carlos Zeca.
Der er stadig meget at både lære og forbedre for ham. Både som fodboldspiller men også som menneske. Derfor bruger han ikke tiden på at tænke endnu større.
»Jeg føler, at jeg lige nu i mit liv har alt - måske ikke i kontrol - men der er styr på det både personligt og på banen. Det eneste er det med mine piger, men når jeg stopper, har jeg masser af tid. Så jeg er meget afslappet og glad for det liv, jeg har. Jeg føler, jeg er et rigtig godt sted,« siger Zeca og fortsætter:
»Folk her vil rigtig gerne have mig, og det er vigtigt at føle. Det gør, jeg får det bedre og præsterer bedre. Jeg kunne ikke bede om mere i mit liv og i min karriere lige nu,« siger Carlos Zeca.
En mand, der også er populær blandt klubbens fans.
Det mærker han. Og det betyder rigtig meget for ham, at de sætter pris på ham.
»I fodbold tænker mange på penge, og det er normalt. Da jeg var yngre og startede med at spille, ønskede jeg som det eneste at spille foran rigtig mange mennesker og vinde kampe, så folk heppede på mig. Det mærker jeg fra vores fans. De kan godt lide mig og synes, jeg er vigtig. Det gør mig glad og giver mig mere og mere selvtillid - og ansvar også. Det er en fantastisk følelse,« siger Carlos Zeca.
Han elsker presset i FCK. Uden det ville det være kedeligt.
I hvert fald for ham. Og netop det er med til, at han og klubben er et godt match.
»Jeg tror, det er vindermentaliteten. Det er en klub, der vil vinde hele tiden. Bare fordi vi vandt sidst år, skal vi stadig vinde igen, og vi skal længere i pokalturneringen. Klubben kæmper for Champions League og er vant til at spille i Europa hele tiden. Det er et godt miljø for mig. Det er en mentalitet, der gør mig bedre og får mig til at føle, at jeg opnår noget,« siger Carlos Zeca.
