Viktor Fischer greb ud efter krone, scepter og det hele kongerige, da han debuterede i den hvide FCK-trøje.

Nogle har den bare. Den dér ubestemmelige aura og selvsikkerhed. De kan overtage et rum med den – eller de kan overtage en hel fodboldbane og et helt fodboldhold.

Viktor Fischer har den. Han kan gribe dirigentstokken på et hold fire dage efter, han er kommet – og han kan opildne fansene som havde han spillet i FCK hele sit liv.

København har fået en ny fodboldkonge. Endda en af dem, der bakker de store armbevægelser op med tilsvarende spillemæssig kvalitet.

Viktor Fischer fik  kun en halvleg i sin FCK-debut søndag eftermiddag. Men alligevel efterlod han  et uudsletteligt indtryk af en enorm selvsikkerhed og et lige så stort talent. Det hele på trods af, at FC København tabte rivalopgøret til Brøndby og nu er ude af pokalturneringen.

»Det er en svær situation, for hvad er man, når man kommer ind på banen? Hvad er man for de her fans? Men jeg synes, de gav mig et indtryk af, hvad de synes om mig, og hvad de synes om mig, og så må vi håbe, at jeg kan leve op til det,« siger Viktor Fischer om debuten og modtagelsen fra den mange forventningsfulde FCK-tilhængere.

Fischer skrev under med FCK i tirsdags og onsdag blev han præsenteret på et stort anlagt pressemøde. Få dage senere spillede han de sidste 45 minutter af dansk fodbolds største klubkamp. Motivationen for at vise sig frem var derfor ekstra stor.

»Det er klart, at det gør et eller andet, men min motivation kommer indefra. Jeg vil vise, at jeg kan spille fodbold. Og det skal jo heller ikke være dem, der skal motivere mig. Det skal være mig, der motiverer dem til at synge med, så skal det nok blive fint,« lyder det fra Fischer.

Ledersignalerne fra den nye FCK-stjerne var ikke til at tage fejl af søndag eftermiddag. Det glæder naturligvis Ståle Solbakken.

»Det er godt for os. Især i en periode, hvor vi har haft mange af vores lederfigurer ude med skader, så er han selvfølgelig vigtig for os,« siger FCK-manageren, som samtidig lover, at Fischer starter inde, når FC København på lørdag åbner Superliga-foråret mod bundholdet Randers FC.

Og selvfølgelig skal Fischer starte så hurtigt som muligt. Han ændrede dynamikken i FCKs spil, da han kom ind og fik pulsen helt op hos sine nye fans med flere fantastiske dribleture. En af dem over næsten en banelængde.

»Han var frisk og god. Han var fysisk klar, men han har ikke spillet kampe i et stykke tid. Det handler om at finde den bedste situation til ham, så han kan komme tættere på målet, for hvis han spiller hængende angriber, så skal han også ind og afslutte. Det må vi løse på træningsbanen,« lyder Ståle Solbakkens analyse af Fischers debut.

Også modstanderne var imponerede. Brøndby-træner Alexander Zorniger havde kun lovord til overs for Superligaens nye stjernespiller.

»Han er en virkelig god spiller, der vil hjælpe FC København de næste uger. Han har bare høj kvalitet, så der er grund til, at han har været i både England og Tyskland, selv om han ikke spillede så meget, som han  gerne ville,« siger Zorniger, inden han hælder lidt malurt i bægeret.

For selv en Viktor Fischer kan ikke egenhændigt bringe FC København tilbage på sporet.

»Ingen enkelt spiller kan bringe nogen tilbage til noget som helst.  Ingen i hele verden. Ikke Cristiano Ronaldo og ikke Lionel Messi. For et par år siden, da FC Barcelona var rigtig gode, sagde Messi, at der ingen egoisme var på holdet. Så der er ingen plads til enkelte spillere, hvis man vil helt til tops,« understreger den tyske Brøndby-træner.

Fischer er hverken en Messi eller en Ronaldo. Men han ligner den umiskendeligt en ny fodboldregent i København.