Krisen i AGF er afgrundsdyb. Ambitionen om top-6 er forvandlet til en reel frygt for nedrykning – og klubben har ikke vundet en Superliga-kamp siden midt i februar.

De ildevarslende tendenser får nu to af holdets største sponsorer til at tage bladet fra munden. Meldingen er klar: Det er ikke godt nok.

Virksomheden Bravida er en af fire koncernpartnere i AGF, og med seks point til nedrykningsstregen ser de på situationen med stor bekymring. Det fortæller den administrerende direktør i Bravida, Johnny Hey:

»Overordnet er vi glade for at være hovedsponsor i AGF, men det er bedømt på økonomiske resultater. Der er ingen tvivl om, at vi som hovedsponsor er opmærksomme på det sportslige. Det er en væsentlig del af vores eksponering i aftalen. Siden starten af sæsonen har vi set en nedadgående retning. Vi forventer, at ledelsen forholder sig til de ting.«

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi har svært ved at se en rød tråd i den sportslige retning for AGF, og vi ser på det med stor bekymring. Jeg har en stærk mening om, hvad der er forkert, men den holder jeg for mig selv. Jeg har snakket med andre af de større sponsorer, og vi er på samme linje, hvor man savner udmelding og en klar retning.«

Som koncernpartner er Bravida en af de fire sponsorer, der lægger flest penge i AGF. Men virksomheden stiller nu spørgsmålstegn ved, om deres penge er blevet brugt godt nok. AGF brugte 42 millioner kroner på indkøb af nye spillere i sommer.

»Med de penge, vi lægger, har vi en forventning om, at man forvalter pengene godt. Man kan diskutere, hvor godt man har brugt de penge. Man har ikke fået den kvalitet for den investering, man har gjort.«

Ligesom de fleste andre, der følger AGF tæt, er Johnny Hey også på jagt efter, hvor filmen er knækket for 'De Hviie'.

»Jeg vil ikke og kan ikke sige, at nogen skal væk. Men kvaliteten af den sportslige ledelse, der er tilført, har jeg ikke set endnu. Der er kommet nogen ind på forskellige positioner, der skal skabe en rød tråd, og det har jeg ikke set. Har man ikke fået afstemt tingene, eller har man ansat de forkerte? Det vil jeg lade andre bedømme.«

Med seks point til nedrykningsstregen og fem kampe tilbage skal AGF forholde sig til, at de for alvor er i fare for at rykke ned. Sker det, kommer det til at få betydning for, hvor mange penge Bravida smider ind i klubben.

»Vi har mulighed for at genforhandle vores kontrakt. Det fik vi lagt ind efter sidste nedrykning. Hvis vi ikke ser et top-6-hold næste år, vil vi igen kigge mod vores sponsorat. Vi har en aftale, der løber til sommeren 2023. Det er vi med på. Men når den skal fornyes, så vil vi overveje, hvad vi får ud af aftalen.«

»Rykker vi ned, vil kontrakten blive genforhandlet til et lavere niveau. Vi vil ikke bruge samme energi i AGF som hidtil. Vi vil fokusere på andre muligheder, da vi også er i andre klubber. Vi har intern og ekstern interesse, der skal plejes, og der er ikke samme interesse i en 1. divisionsklub. Vi har støttet fuldt op ved tidligere nedrykninger, men det bliver ikke sådan igen. Det skal AGF være klar over, for jeg tror ikke, at nogen af sponsorerne vil spendere samme beløb igen.«

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Jesper Blak, der er direktør i Super1 Rent, som er guldpartner i AGF, fortæller, at en nedrykning ikke nødvendigvis får de store konsekvenser for dem, men han har en klar holdning til, hvor der skal ske ændringer i AGF, hvis holdet skal tilbage på sporet.

»Et eller andet skal der gøres. Det er der ingen tvivl om. Men hvad der går galt, ved jeg ikke. Jeg tvivler på, at det er en løsning at fyre David Nielsen. Man skal måske kigge i toppen i forhold til, hvordan tingene bliver drevet, men det er svært for mig at sige. Jeg mener, ansvaret skal findes længere oppe end David Nielsen.«