Han har kun været cheftræner i FC København i et halvt år, men allerede nu kan Jess Thorup være på vej videre.

I hvert fald mener det store tyske sportsmagasin Sport Bild, at traditionsklubben Hamburger SV er interesseret i danskeren og har placeret hans navn på en intern trænerliste.

HSV valgte i starten af maj at fyre cheftræner Daniel Thioune efter en skuffende stime af resultater i den næstbedste tyske fodboldrække, og derfor er klubben i øjeblikket på udkig efter den mand, der skal bringe dem tilbage i Bundesligaen.

I magasinets artikel er Jess Thorup således det første navn, der bringes i spil.

Sådan så det ud, da Jess Thorup den 2. november sidste år blev præsenteret i FC København.
Sådan så det ud, da Jess Thorup den 2. november sidste år blev præsenteret i FC København. Emil Helms

Blandt andre kandidater nævnes 39-årige Tobas Schweinsteiger, der i øjeblikket er assistenttræner i 1. FC Nürnberg, ligesom 45-årige Tim Watter, der senest har stået i spidsen for VfB Stuttgart, er blandt kandidaterne.

Det var i sommeren 2018, at HSV på katastrofal vis røg ud af Bundesligaen. Før nedrykningen var klubben det eneste hold, der havde spillet i ligaen, siden den opstod i 1963. Det blev således til 55 sæsoner i Bundesligaen i alt.

Siden da har klubben haft svært ved at få det til at hænge sammen, og i løbet af tiden i den næstbedste række har HSV sagt farvel til hele fire cheftrænere, hvor Daniel Thioune blev den seneste i rækken.

Hamburger SV ligger aktuelt nummer fem i 2. Bundesligaen.
Hamburger SV ligger aktuelt nummer fem i 2. Bundesligaen. FOCKE STRANGMANN

Efterfølgende har Horst Hrubesch haft det midlertidige ansvar som cheftræner. Han har siden 2020 været direktør for klubbens ungdomsafdeling.

Hamburger SV indtager lige nu en skuffende femteplads i 2. Bundesligaen uden mulighed for at rykke op.

51-årige Jess Thorup nåede blot at være ansat i belgiske Genk i 39 dage, inden han i november 2020 kom til FCK.

Han har tidligere været cheftræner for Esbjerg, FC Midtjylland og Gent, ligesom han også har været U20- og U21-landstræner.