AaB brændte et straffespark kort før tid, og så vandt Randers 2-0 i Aalborg på to straffesparksscoringer.

AaB-anfører Mathias Jørgensen blev skurk, da han kort før tid brændte et straffespark i hjemmekampen mod Randers FC, som omvendt eksekverede to forsøg fra pletten efter i alt tre VAR-dømte straffespark i kampen.

Det gav kronjyderne en 2-0-sejr efter fire uafgjorte ligakampe på stribe. Randers' seneste sejr kom også mod netop AaB.

De tre point sender Randers op på 18 point efter 12 kampe. AaB har 13 point.

I en afvekslende første halvleg bølgede spillet frem og tilbage. På skift havde holdene sine gode perioder, men det kneb med at spille chancerne store nok.

Det tekniske niveau var oftest stopklodsen i forhold til at komme helt fri til en stor chance, når det begyndte at brænde på. Og da unge Mads Bomholt fik en stor chance for AaB tidligt, afsluttede han ringe.

Både Vincent Müller i hjemmeholdets mål og Paul Izzo i gæsternes diskede op med et par fine redninger, inden holdene gik til pause uden at have tvunget måltavlen på arbejde.

AaB kom blæsende ud fra omklædningsrummet og sørgede for en livlig begyndelse på anden halvleg med et par store chancer tidligt.

Randers' Norman Campbell ville dog ikke stå tilbage for modstandernes offensive spillere. Efter få minutter bragede Campbell bolden på sammenføjningen bag Vincent Müller.

Afslutningerne i åbent spil manglede den sidste skarphed, men en klodset tackling i feltet af indskiftede Mylian Jimenez, som VAR-vognen fangede, gav Simen Nordli chancen på straffespark efter godt en time.

Nordli eksekverede, men straks efter måtte stolpen hjælpe kronjyderne til at holde fast i føringen.

AaB indledte et pres for at få udlignet, og Randers var generelt ikke god til at forsvare sig med bolden ved fødderne.

Det gav et nordjysk pres, som et par minutter før tid gav AaB et straffespark efter et VAR-tjek. Anfører Mathias Jørgensen smækkede dog bolden på overliggeren.

I tillægstiden var det i stedet endnu et VAR-opdaget straffespark, som gjorde, at Mohamed Touré kunne lukke og slukke til 2-0.

/ritzau/

Du kan genopleve kampen i livebloggen herunder.