FC København vandt lørdag Superliga-kampen mod Vejle og fik dermed en god optakt til næste uges vigtige Champions League-kamp mod Manchester United, men der var én rigtig dårlig nyhed. 

For i første halvleg gik den stærkt spillende venstreback Birger Meling ud med en skade, og FC Københavns cheftræner Jacob Neestrup melder ham ude i flere uger. 

»Jeg tror, at han har spillet sin sidste kamp i denne landsholdsblok. Det vil sige de næste tre uger,« siger Jacob Neestrup og medgiver, at det er et hårdt slag, selv om afløseren Christian Sørensen var flyvende og blev B.T.s kampens spiller i kampen.  

»Ja, selvfølgelig er det det. Christian er decideret fremragende på det, han er rigtig, rigtig god til i dag, men internationalt har Birger lukket den venstreside ned, og det er selvfølgelig en bét, men så må Kevin Diks, Peter Ankersen eller Christian Sørensen tage den derfra,« lyder det fra Neestrup, som sender flere roser af sted til Christian Sørensen, der lavede oplægget til 2-1.  

Meling er ude i tre uger, regner Neestrup med. 
Meling er ude i tre uger, regner Neestrup med.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det var en rigtig Christian Sørensen-kamp denne her, for han er jo en dåseåbner, og det gør han rigtig godt i dag, det er vi meget glade for.«

Inden det mål og Elias Achouris udlignende kasse var Vejle flere gange tæt på at komme foran, og det lykkedes gæsterne at score til 1-0 ved German Onugkha, da han løb forbi FC Københavns midterforsvar og gav sit hold en føring i Parken. 

Jacob Neestrup er enig i, at Vejle havde sine chancer, men pointerer også, at det skal noteres, at FC København både i starten af kampen og især mod slutningen af opgøret brændte flere store muligheder.  

»Jeg synes, at vi er alt for åbne i vores organisation i midten af anden halvleg, hvor vi ikke får lagt et tryk på dem. Vi kommer til at stresse lidt af at skulle score det mål. Fra minut 65 og frem synes jeg, at vi tager hånd om det, vi skal, og vi får skabt et hav af chancer.« 

»Vi skal score minimum det dobbelte. Så jeg synes, at den er svær lige nu, for der er perioder, hvor vi er rigtig gode og gør, hvad vi skal, og så er der perioder, vi giver os selv muligheden for at komme bagud,« lyder det fra FCK-cheftræneren, som også anerkender Vejles indsats. 

»Vi møder et hold, der i alle deres kampe har holdt nederlag inden for et mål eller fået et kryds eller en sejr, og det lykkes de også med i dag, og det er, fordi de er meget afklarede og er godt organiserede. De spiller den chance, de har, og det må man rose dem for.« 

FC København topper nu Superligaen igen – som minimum frem til søndag, hvor Brøndby møder Randers.