Med FC Nordsjællands nederlag i søndagens kamp mod Sønderjyske ligner kampen om det danske mesterskab nu for alvor et opgør mellem Brøndby og FC Midtjylland. Blot et enkelt point skiller de to hold ad, og det ser dermed ud til at blive en yderst tæt tvekamp.

Men hvem har de bedste forudsætninger for at snuppe det eftertragtede guld? Kan Brøndby vinde mesterskabet for første gang siden 2005, eller kan FC Midtjylland genvinde titlen efter to sæsoner uden det ædle metal om halsen? En sammenligning af de to hold kan være med til at give et klarere billede af, hvem der trækker det længste strå i den sidste ende.

HØR PANELET I FODBOLD FM DEBATTERE GULDKAMPEN I VIDEOEN OVER ARTIKLEN

Fire fodboldeksperter giver herunder deres bud på, hvilket af de to tophold der har den bedste startellever. Det drejer sig om Morten Bruun, ekspert på Discovery Networks, Jesper Thygesen, ekspert på Viasat, Francis Dickoh, blandt andet ekspert på Discovery Networks og BTs fodboldkommentator Søren Hanghøj Kristensen.

De vurderer hver især de to holds spillere i den bedste startellever og giver dem karakterer i forhold til deres præstation og betydning på holdet.

Morten Bruun: »Jeg kan ikke analysere mig frem til, at det ene hold står markant stærkere end det andet. Jeg synes, det virker meget, meget lige. Jeg kan lige så godt kigge i kaffegrums som at analysere mig frem til, hvilket af de to hold der bliver mester. Jeg synes, det er 50-50. Jeg gad godt se den, der vil lægge hovedet på blokken og smide 10.000 kroner på, at den ene eller den anden tager guldet. Så er vedkommende enten rig eller klogere end mig.«.

Francis Dickoh: »Jeg synes, det er meget lige. Brøndby kan vinde mesterskabet, hvis Hany Mukhtar stepper endnu mere op, og hvis Teemu Pukki går langt i de tocifrede antal mål. Omvendt har FC Midtjylland Paul Onuachu, der scorede mod Horsens i weekenden, og hvis han bliver ved med at score, så ender han på 10-12 stykker i foråret. Og så er Erik Sviatchenko den helt store joker for mig, for hvordan falder han ind i den her treback-kæde, som Filip Novak spillede så fint. Så nøglen til at vinde danmarksmesterskabet ligger hos profilerne, og om de bliver ved med at være gode.«

FCM åbnede sæsonen med en udebanesejr over AC Horsens:

 
I det interne top-6 opgør var der ingen tegn på, at Alexander Sørloth manglede for Midtjylland, i hvad der endte med at blive en sikker 2-0 sejr til Midtjyderne.
Vis mere

Søren Hanghøj Kristensen: »Jeg har egentlig haft FC Midtjylland som favoritter lige siden klubbernes parløb begyndte, men med salgene af Alexander Sørloth, Rasmus Nissen og Filip Novak er det i mine øjne to næsten helt lige hold. FCMs styrke er en rutineret og troværdig defensiv og en uforudsigelig offensiv, hvor jeg måske er en anelse for god ved Gustav Wikheim og Paul Onuachu. Men jeg tror på begge i foråret. Omvendt har Brøndby Superligaens klart bedste midtbane med høj, høj klasse over hele linjen og en Hany Mukhtar, der kan blive forskellen mellem guld og et mindre ædelt metal. Med vinterens tre FCM-salg ser jeg Brøndby som et hold med lidt mere top og lidt mere bund, mens midtjyderne omvendt er mere jævne og 'stabile' hele vejen rundt.«

Jesper Thygesen: »Jeg synes, at Brøndby virker stærkest på grund af det fortsatte arbejde, de har kunnet levere hen over vinteren. De kommer ud med samme energi som i efteråret, og det niveau er spektakulært i dansk fodbold. Med de udskiftninger, der har været på firebackkæden i FC Midtjylland, så er det den defensive base, der skal være på plads, hvis de skal kunne tage guldet. De har så meget at skyde med offensivt, så det er defensiven, der bliver afgørende for dem. Og hvis får de den på plads, bliver det helt lige.«

Brøndby åbnede foråret med en sikker sejr i Lyngby:

 
Lyngby kunne ikke stille meget op, da Brøndbys angreb var i målform søndag aften. Kampen endte 1-3.
Vis mere