FC København kan snart glæde sig over at sikre sig et anseeligt millionbeløb over de kommende år.

Den danske mesterklub er ifølge B.T.s oplysninger ved at nærme sig opløbet i et længere forhandlingsforløb om, hvem der fremover skal levere de hvide trøjer til hovedstadsklubben.

Og den aftale bliver en historisk en af slagsen, fortæller kilder til B.T. Flere brands har været interesseret i at blive trøjesponsor i FC København, men det er Adidas og Nike, der fører kapløbet.

»Det er korrekt, at vores nuværende aftale udløber til sommer, og det har naturligvis affødt en stor interesse fra en række spillere på markedet. Vi kommenterer ikke på forhandlinger med hverken nuværende eller eventuelt kommende partnere i medierne,« siger Katja Moesgaard, der er kommerciel direktør i FC København.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

FC Københavns nuværende trøjeaftale med Adidas blev indgået i 2016 og var fire år lang.

Derfor er der nu åbent for nye forhandlinger, og det forventes, at der inden for et par måneder vil være afklaring på, om det bliver Adidas, Nike eller måske en helt tredje part, der fremover skal levere københavnernes trøjer.

Allerede nu er der dog én ting, som er sikkert. Den kommende aftale bliver den største i dansk fodbold nogensinde – også større end landsholdets.

Brandingekspert Thomas Badura, der er direktør i firmaet SponsorPeople, ønsker ikke at spekulere i størrelsen på en kommende aftale, eller om det bliver det ene eller andet brand, som fremover bliver sponsor i den københavnske klub.

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Hvorfor skulle FC København fra et sponsorperspektiv være mere interessant end landsholdet?

»Jeg vil ikke forholde mig til, om det er større. Men du har en liga og en sæson i klubfodbold. Der er flere kampe og væsentlig mere kontinuitet. Det er den værdi, som klubfodbolden kan give,« siger Thomas Badura og fortsætter:

»Et landshold samler Danmark på en anden måde end nogen fodboldklub herhjemme. Det er bare kun udvalgte perioder og dage over året. Et brand kan arbejde mere kontinuerligt med den platform, man investerer i. Det ville ikke være mærkeligt, hvis sådan en aftale kunne blive mere værd.«

At FC København kan hente en stor økonomisk aftale på en sponsoraftale, skyldes ifølge Thomas Badura de kontinuerlige resultater.

Men der er ifølge brandingeksperten også værdi i, at FCK helt strategisk har valgt at søge en tættere sammenkobling med byen København.

»Det er ikke uinteressant, at de hører til i København, og at København også som brand i globalt perspektiv, er blevet meget mere interessant. København er på alle parametre bedre brandet i dag, end det var for 10 år siden, takket være eksempelvis gastronomi. Det har en afsmittende effekt på, at et globalt brand gerne vil læne sig op ad FCK,« siger Thomas Badura.

FC København har i de seneste otte år trukket hvide trøjer over hovedet, som var produceret af Adidas.

Om det også bliver sådan, når den nuværende aftale mellem de to parter udløber, vil tiden vise.