Bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment – selskabet bag FC København – mangler både 'hjerte og hjerne', når det gælder fodbold.

Sådan lød et af mange hårde angreb fra Ståle Solbakken, da han søndag aften for første gang satte ord på sin fyring i FCK.

Det skete i et stort interview på TV3+.

Som et eksempel på et sammenstød med bestyrelsen fortæller Solbakken om, hvordan han måtte sætte en million på højkant for at få lov at fortsætte med et højt spillerbudget i jagten på succes.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg blev kaldt ind til et møde på et tidspunkt – det har været før sæsonen 2015/16. Der stillede Erik Skjærbæk, der er den største aktionær, en del berettigede spørgsmål, for vi havde brugt en del flere penge, end vi havde solgt for, men vi havde en meget stor tro på, at vi ville ændre det – at vi var på den rette kurs.«

»Men det er ikke kommet endnu på det tidspunkt. Så det udartede sig til en seance, hvor han stillede mig nogle rigtig hårde spørgsmål, hvor jeg blev mere og mere provokeret.«

»Det ender med, at jeg siger til Erik Skjærbæk, at jeg ved ikke, hvordan jeg skal overbevise dig om, at det her er det eneste rigtige at gøre, og du vil få meget større afkast på din investering.«

»Det ender med, at jeg i ren desperation siger, at jeg vil give ham en million kroner af min løn – og dengang tjente jeg ikke så meget, som jeg måske kom til senere – hvis vi ikke vinder DM og kommer i Europa.«

Erik Skjærbæk tog imod en million fra Ståle Solbakken, men måtte betale den tilbage.
Erik Skjærbæk tog imod en million fra Ståle Solbakken, men måtte betale den tilbage. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

»Han kigger længe på mig og siger, at det er en aftale.«

»Jeg overførte ikke en million, men de trak den fra min løn. Jeg troede jo ikke, de ville trække pengene, jeg troede bare, han ville teste mig. Men de trak pengene,« siger Solbakken til TV3+.

Sæsonen endte dog med, at FCK vandt mesterskabet og kvalificerede sig til europæisk fodbold, så Erik Skjærbæk måtte i sidste ende aflevere millionen tilbage til Ståle Solbakken.

Den nu forhenværende FCK-manager fortæller også, hvordan ledelsen et år ikke ville betale for julefrokosten for spillerne og de ansatte på træningsanlægget, som derfor stod til at blive aflyst. Ifølge Solbakken trådte han derfor selv til og betalte julefrokosten af egen lomme.

I interviewet langer Ståle Solbakken ligeledes kraftigt ud efter formand Bo Rygaard, som fyrede Ståle Solbakken over telefonen – det kan du læse mere om det.