Hold godt øje med FC Københavns nummer 35, når Superligaen begynder til foråret. For han kan meget vel blive hovedstadsklubben helt nye, unge profil i Superligaen.

Hvis ikke du har hørt om Aboubakar Keita, så kan du være helt rolig. Der er nemlig en god chance for, at hans navn vil runge ud over Telia Parkens højttalere, når Superligaen starter op igen i slutningen af februar.

FC København har nemlig i vinterpausen rykket 18-årige Aboubakar Keita op fra klubbens U19-hold, så han fremover indgår i FCK-manager Ståle Solbakkens planer for foråret. Keita kommer fra Elfenbenskysten og er midtbanespiller. Han har indtil nu været tilknyttet School of Excellence og U19-holdet, og i november satte han sin underskrift på en kontrakt, som løber frem til sommeren 2018.

»Han har en god fysik og en god indstilling, og så er han kompromisløs. Jeg kan godt lide hans kompromisløse spillestil,« sagde FCK-manager Ståle Solbakken til BT efter fredagens træningskamp i Parken, hvor løverne tog imod Lyngby.

Aboubakar Keita, som har fået nummer 35 for FCK, var med fra start i ’topkampen’ mellem Superligaens førerhold og etterne fra 1. division. Han spillede hele første halvleg, men præstationen her levede ikke op til det, som han ellers har vist i klubben.

»Keita var ikke så god i dag, som han har været til træning. Men vi ved, at han kan mere, og så handler det om at få justeret det taktiske. Den næste tid vil vise, hvordan han vil gøre det i foråret, men vi skal ikke lægge noget pres på ham,« understregede Ståle Solbakken.

Træningskampen blev afviklet i en strid vinterkulde med småregn og blæst, og den var faktisk også lukket for tilskuere. På humoristisk vis blev der dog annonceret ’55 tilskuere’ i de døende minutter af anden halvleg.

FCK’s to lejede, udenlandske målmænd stod en halvleg hver i den bidende kulde. Den 23-årige belgier Thomas Kaminski stod de første 45 minutter, mens 26-årige Robin Olsen nærmest var arbejdsløs i anden halvleg.

»Vi ser tiden an omkring, hvem der skal stå for os i Superligaen. Vi skal først se begge målmænd i hele kampe, før vi kan tage stilling,« sagde Ståle Solbakken efter kampen, som FCK i øvrigt vandt 2-0 efter scoringer af Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen (straffe).