Ikke mere Stephan Andersen i FCK.

Det varslede Ståle Solbakken i minutterne efter den hårdt tilkæmpede sejr mod OB.

»Han kan holde sig lidt til i tilfældet af, at der sker noget. Men i udgangspunktet er han færdig ja.«

Dermed ser det ud til, at Stephan Andersens sidste aktion i FCK-trøjen var den 12. maj 2019 i Herning, hvor han måtte udgå med en skade mod FC Midtjylland.

Stephan Andersen, i hvad der nok ender med at være hans sidste officielle optræden for FC København.
Stephan Andersen, i hvad der nok ender med at være hans sidste officielle optræden for FC København. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Den nu 38-årige keepers akillessene sprang, og det har holdt ham ude siden. Døren er dog ikke helt og aldeles lukket for Stephan Andersen.

»Hvis jeg sælger en keeper og der kommer et stort tilbud for eksempel, så kan han godt blive aktuel igen,« sagde Solbakken.

Efter kampen blev FCK-træneren også spurgt ind til en anden FCK-spillers fremtid: Nicklas Bendtners.

Den kulørte angriber kom til FCK i august på en kontrakt, som løb året ud, men Solbakken ville intet sige om Bendtners fremtid.

Fra starten har det været varslet, at der ville meldes ud efter årets sidste kamp, men man må altså væbne sig med tålmodighed lidt endnu.

»Skal jeg fortælle jer det, før jeg fortæller det til ham,« spurgte Solbakken retorisk efter kampen.

»Alt det i efterspørger kommer i morgen (tirsdag, red.).«

Samtidig gav Solbakken nyt fra Bendtners angrebskonkurrent Jonas Wind, der ikke forventes at være klar før i april eller maj.