FC København var torsdag aften i alvorlige problemer mod IFK Gøteborg, men endte med at klemme sig videre i Europa League med en snæver sejr på 2-1.

Det ændrer dog ikke på indtrykket af, at spillet ikke fungerer for FCK.

Efter kampen fokuserede manager Ståle Solbakken imidlertid mere på, at spillerne havde kæmpet sig tilbage efter at være kommet bagud - og dermed fik mental oprejsning efter det pinlige nederlag til OB i Superliga-åbningen.

»Som jeg sagde til drengene i omklædningsrummet: I kan bruge det her mod alle eksperter, medfans og modfans - alle dem, som vil slå os oven i hovedet, fordi vi har tabt en fodboldkamp i Odense, som var rigtig, rigtig dårlig. Tro på jer selv, vær stærke,« siger Ståle Solbakken til Eurosport.

På forhånd var FCK udråbt til klare favoritter mod IFK Gøteborg, men Solbakken er ikke overrasket over, at københavnerne endte med at få det svært.

Tværtimod gik det akkurat, som han havde forudset.

»Jeg sagde til dem (spillerne, red.) før kampen, at den her kamp bliver rigtig, rigtig svær. Den kommer til måske at leve i 120 minutter, hvis vi ikke formår at score på de chancer, vi får. De har en ny gejst. De er et godt fysisk hold. De er er godt organiseret. De har lagt en god plan.«

»Hver gang de har bolden, slår de en en lang bold og arbejder hårdt for at vinde andenbolden. Det er ikke nemt at spille imod. Alle dem, som sidder og rakker holdet ned efter den her kamp, de har ikke forstand på, hvor svær sådan en type kamp er,« siger Ståle Solbakken til Eurosport.

Selvom det holdt hårdt, er FCK altså videre til næste runde i Europa League, hvor man møder polske Piast.