Der gik lang tid, før spillere og trænere kom ud af omklædningsrummet søndag aften.

Der var sikkert en del, som FCK-boss Ståle Solbakken skulle have fortalt sine spillere, der smed en 2-0-føring over bord ude mod oprykkerne fra Vejle.

Dermed hedder københavnernes spage efterårshøst ét point efter tre Superliga-kampe.

Og alvoren stod mejslet i panderynkerne hos Ståle Solbakken, da han endelig kom ud af omklædningsrummet.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Det er klart, at det er meget bekymrende. Jeg kan ikke sige andet. Vi er ikke der, hvor vi vil være.«

»Vi er overhovedet ikke der, hvor vi gerne vil være – og det har jeg ansvaret for. Men det er ikke sådan, at vi bare kan komme tilbage med et fingerknips. Vi skal have spillerne tilbage i form, og vi arbejder knaldhårdt hver dag, både fysisk og taktisk,« lød det fra Ståle Solbakken, der med lidt bekymring i stemmen kiggede frem mod torsdagens Europa League-playoffkamp mod kroatiske Rijeka.

»Vi får en kæmpe opgave med at rejse os inden torsdag, hvor vi spiller om 70-100 millioner kroner,«

»Det bliver en kæmpe opgave!«

Viktor Fischer (FCK - 7) har godt fat i Lucas Jensen (VB - 17) Superliga Fodbold Vejle Boldklub mod FC København. Søndag den 27 september 2020 på Vejle Stadion.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Viktor Fischer (FCK - 7) har godt fat i Lucas Jensen (VB - 17) Superliga Fodbold Vejle Boldklub mod FC København. Søndag den 27 september 2020 på Vejle Stadion.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

Der er jo stadig en uge tilbage af transfervinduet. Får du ikke travlt med at få forstærket dit hold? 

»Det er slet ikke vores fokus lige nu. Fokus ligger på kampen på torsdag.«

Forsvarsprofilen Viktor Nelsson lignede efter opgøret en knægt, der lige havde sendt sin hund til dyrelægen for sidste gang.

»Vores spil er energiforladt. Det er uden idé og uden fantasi. Vi hænger efter i de sidste 20-25 minutter. Vejle er et fint hold, men det er selvfølgelig overhovedet ikke tilfredsstillende at spille 2-2 i Vejle.«

»Det er ikke godt nok.«

»Det er jo kampen om Europa. Jeg ved ikke, hvor mange millioner der er på spil, men den er vigtig – det siger sig selv. Vi kan være skuffede under busturen hjem, men når vi møder ind mandag, så er hovedet højt og brystet fremme.«

»Vi skal videre på torsdag. Det er målsætningen, og det kommer vi også,« slog Viktor Nelsson fast.

FC Københavns skæbnekamp mod Rijeka spilles i Parken torsdag klokken 20. Der er ingen returkamp.