FC København er inde i en travl og vigtig periode sæsonen, hvor Europa-kampene kommer som perler på en snor ind mellem de vigtige opgør i Superligaen, som er tæt i toppen.

Ståle Solbakken har derfor valgt - og er tvunget til - at lave en del rokader i forhold til de seneste kampe i dagens brag mod AGF i Aarhus.

Blandt andet er førstevalget på målmandsposten, nyindkøbet Jesse Joronen, bænket til fordel for Stephan Andersen.

Derudover er Robert Skov på bænken, mens den nye angriber Kenen Kodro får chancen på spids ved siden af brandvarme Dame N’Doye. Det medfører, at Viktor Fischer gliden ned på kanten.

En tvungen rokade for FCK’s træner er centralt på midtbanen, hvor veteranen William Kvist erstatter holdets græske midtbanemotor, Zeca, som ifølge FCK er ude med en skade.

En sidste ændring er i midterforsvaret, hvor Sotirios Papagiannopoulos træder ind ved siden af Andrewa Bjelland. I de seneste to kampe har den plads været besat af Denis Vavro, som ryger ud og får en puster som reserve.

FCK’s næste opgave efter AGF-kampen er i playoffrunden i Europa League mod Atalanta på torsdag.

AGF stiller til start med Bundu i front med Jakob Ankersen og Jens Stage på kanterne. Der er derfor lagt op til tvillingeduel, da Jakob Ankersens tvilling, Peter Ankersen, er FCK's faste højreback.