År 2000. Så lang tid skal man tilbage for at finde en dårligere slutplacering for FC København.

Mandag havde Ståle Solbakkens tropper mulighed for at sætte en prop i skuffelserne i denne sæson med en sejr over FC Nordsjælland, men heller ikke det lykkedes efter 0-0 på udebane, og dermed formøblede Løverne chancen for bronze, der i stedet gik til netop Farum-mandskabet.

Sæsonen er så afgjort ikke godkendt, men Ståle Solbakken skal ikke ud på nogen stor bazar og handle spillere til højre og venstre denne sommer. For det, han har set med ni sejre, to uafgjorte og femte tabte kampe efter jul gør, at han ikke vil dumpe nogen af sine spillere.

»Efter jul har ingen dumpet. Efter jul har vi været rigtig, rigtig gode. Vi har haft det lidt svært i nogle kampe, men efter jul har ingen dumpet. Det har været to forskellige hold. Før jul gik vi videre i Europa og havde en god europæisk kampagne, men var langt væk i Superligaen. Der var for mange skader og få spillere, der spillede alt for mange kampe, men efter jul har jeg været godt tilfreds. Resultatmæssigt skulle vi da have nogle flere point, men jeg kommer ikke til at kritisere en eneste spiller for tiden efter jul. Det har været godt, og vi har arbejdet godt sammen og spillet god fodbold. FCK har en stor fremtid, men skal spille europæisk, og det pres skal vi kunne have på vores skuldre,« siger Ståle Solbakken, hvis mandskab mangler en kamp mere på fredag, hvor enten Sønderjyske eller AGF vil komme på besøg i et opgør, der skal afgøre, hvilket sidste mandskab Danmark skal sende ud i Europa.

I Ståle Solbakkens øjne skal der blot suppleres med et par spillere, så har københavnerne igen et mesterskabskandiderende mandskab.

»Ja, man skal huske på, at der har været mange skader, og de spillere er aldrig kommet helt 100 procent op i omdrejninger. Santander for eksempel, hvis han får en god sommer, det samme med Fischer, så bliver det rigtig, rigtig godt. Vi kommer nok til at hente en spiller eller to, men derudover er det de her spillere, som skal gøre det, og de kommer til at klare det fint, når man ser på de seneste resultater, som har været rigtig, rigtig gode,« forklarer Ståle Solbakken, der erkendte, at fjerdepladsen ikke fornøjer ham. Men fokus er et andet sted lige nu.

»Jeg har det selvfølgelig ikke godt, men jeg hvis jeg tager de sidste 10 kampe, er der kun en kamp, jeg er misfornøjet med. Den var den kamp i Aalborg (tabte 0-1, red.). Det var langt fra godt nok. De andre kampe har været gode. Vi har spillet flot fodbold over lang, lang tid, og jeg er opmistisk omkring det, som skal ske på fredag, men vi skal score mål, ellers er det maks straffespark, vi kan gå videre på. Vi dominerer jo kampene, og det er ikke noget tilfælde, at modstandernes målmand er man of the match hver eneste gang,« forklarer han, mens musikken gjalder ud af modstandernes omklædningsrum.

En modstander, der stod for presset trods et meget mindre budget end FC København og nu kan gå på sommerferie med bronzemedaljer og europæisk fodbold i sigte.

»At vi kan stå med bronzemedaljer og et point foran FCK, som i Danmark er uden sammenligning med, hvilke muligheder der er, det er jeg simpelthen så stolt over. Jeg er mega, mega stolt over de her knægte. Det er det yngste hold i Europa,« forklarer FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand, der mener, at FC Nordsjælland stadig kan løfte sig med den strategi, klubben kører. Og han har en plan.

»Vi mener ikke, vi er i nærheden af at løfte niveauet for, hvad unge spillere kan, og det vil vi fortsat forsøge.Vi skal have fundet en model, hvor vi kan udsætte salg et halvt eller et helt år, så vi kan komme med helt op og spille med, og det er meget konkret. Det kræver, at forretningen følger med, og at vi får slået mønt på alle de fantastiske ting, som foregår i klubben. Første skridt er, at vi har aftvunget respekt derude, ikke kun blandt fodboldfolk, men også partnere, som kan se, hvad det er, der foregår. Vi har et nyt kuld på vej, og jeg glæder mig til at vise et spil, der er endnu mere aggressivt og hurtigere, end vi har set i denne sæson,« lyder det fra cheftræneren, der under interviewet uforvarende smadrede en kuglepen, så der røg blæk ud over begge hænder.

Den hvide skjorte slap dog. Men mon ikke den nok skal blive plettet ud på natten.