Snart er FC København uden Daniel Amartey. Den alsidige ghaneser mangler kun de sidste detaljer, inden han skriver under på en lang aftale med Leicester og bliver Premier League-spiller.

Og så starter FCK-manager Ståle Solbakkens transfervindue for alvor. Daniel Amarteys store alsidighed gør nemlig, at nordmanden skal ud at handle. Da BT talte med Solbakken kort inden, at FCK var tvunget til at bekræfte forhandlingerne med Leicester, fortalte manageren, at han allerede havde en ny spiller i kikkerten.

Du har en virkelig god spiller på din radar, som du gerne ville købe nu?

»Ja, det har jeg. Vi har nogle alternativer, hvis ting skulle ske. Jeg ved ikke, om fodbolddanmark ville sige »wow« til det, men de ville nikke anerkendende,« fortalte Ståle Solbakken.

FC Københavns ageren på transfermarkedet har hele tiden været afhængigt af et eventuelt salg. Der skulle ikke købes noget ind, hvis man ikke fik det store bud på en spiller og dermed solgte. Det sker med største sandsynlighed nu, og der nåede allerede at være rygter om, at Nicklas Bendtner igen skulle være aktuel for FC København.

Det passer dog ikke, fortæller FCK-manageren.

"Jeg har ikke været i kontakt med Nicklas Bendtner denne vinter. Den har ligget død længe nu," siger Ståle Solbakken.

Tidligere har Solbakken ellers åbnet døren for Nicklas Bendtner, skulle den danske Wolfsburg-angriber have lyst til at vende hjem til Danmark. Og landsholdsangriberens nuværende situation i Tyskland er ifølge de lokale medier så uholdbar, at han skal finde sig en ny klub. Men det ser ikke ud til at blive FCK i denne omgang.